Cristo med personlig scoringsrekord
Real Madrid Castilla-bomberen Cristo scorede i weekendens 3-2 sejr over Valladolid B hjemme på Alfredo di Stéfano sit 12. sæsonmål, hvilket også er ny personlig rekord for den kanarisk fødte angriber.
Den 21-årige angriber nettede 11 gange i sidste sæson.
Otte af angriberens 12 mål er scoret i egen hule, hvor hattricket mod San Sebastián de los Reyes står som et af angriberens personlige højdepunkter i indeværende sæson, sammen med sin førsteholdsdebut mod Melilla i Copa del Rey, hvor han ligeledes fik netmaskerne til at blafre.
Real Madrid Castilla har scoret 46 mål i indeværende sæson fordelt på elleve spillere. Foruden Cristos 12 kasser, har De Frutos (6), Dani Gómez og Fidalgo (5), Vinicius Jr. (4), Feuillassier (3), Alberto, Seoane og Javi Sánchez (2) samt De la Fuente, Manu Hernando og Martín (1) også bidraget til andetholdets mål i indeværende sæson.
José Manuel Díaz mandskab indtager 3. pladsen i Segunda Division B - Gruppe I med kun to point op til 1. pladsen, som bysbørnene Atlético Madrid B sidder på i skrivende stund.
