Real Madrid gafler stortalent i Numancia
Real Madrid har været ude med snøren for at hale David González fra Numancia i land. Således ønsker Numancia, på sin twitter-profil, den 17-årige midtbanespiller held og lykke med det nye eventyr i den spanske hovedstad, hvor han i første omgang kommer til at tørne ud for Real Madrids u/19-hold.
Mucha suerte y enhorabuena @_daviiid10_ ¡Siempre serás uno de los nuestros!! 🔴❤️🔴💪🏻 https://t.co/ieCxlkraU9
— CD Numancia (@cdnumancia) 20. juni 2019
González er født og opvokset i Burgos, hvorfor han ganske naturligt indledte sin fodboldkarriere i Burgos C.F, inden han skiftede til Numancia for to år siden.
Han har i denne sæson markeret sig som en af Numancias u/19-holds helt store profiler i den såkaldte División de Honor, der er delt op i syv grupper, hvor vinderne af de respektive grupper, samt den bedste to'er, går videre til Copa de Campeones, der er blevet lavet af RFEF (det spanske fodboldforbund, red.) for at finde det bedste u/19-hold i spansk fodbold.
Den 17-årige midtbanespiller scorede således 16 mål for Numancias u/19-hold i gruppe 2, hvorfor han havde en stor aktie i, at de gik videre til Copa de Campeones som gruppevindere foran Real Sociedad, der blandt andet er kendt i spansk fodbold for deres stærke ungdomsafdeling.
Her blev man dog, ligesom Real Madrids u/19-hold, slået ud i kvartfinalen, da Villarreal, ført an af Jorge Galdón, var en for stor mundfuld for det lille spanske mandskab.
Real Madrids u/19-hold styres i skrivende stund af Dani Poyatos, som dermed får en tiltrængt forstærkning til sit mandskab, hvis store mål i næste sæson igen bliver at vinde Youth League, som man stadig ikke har formået efter flere gode forsøg.
González udtrykte endvidere, ifølge as.com, stor glæde, efter han havde underskrevet sin nye kontrakt med Real Madrid.
