Officielt: Álex Martín rykker til Leganés
Leganés har været på rov i Real Madrids ungdomsafdeling, hvor man har hentet Álex Martín, der i sidste sæson tørnede ud for Real Madrid Castilla, hvor han spillede 18 kampe i den tredje bedste spanske fodboldrække plus to playoff-kampe.
Den 21-årige midterforsvarer skriver under på en toårig aftale med den lille madrilenske forstadsklub med en option på en tredje.
Martín bliver beskrevet som en fysisk stærk spiller, der godt kan lide at deltage i det offensive spil, og derfor er han heller ikke uvant med at spille højreback.
Han har videre spillet to u/17-landskampe og syv u/19-landskampe i spansk landsholdsregi.
