Castilla tog første stik i playoff-semifinale
Med en femteplads i den tredjebedste spanske rækkes gruppe 1 kom Castilla lige akkurat med i playoff-runderne, hvor der skal kæmpes om oprykning til den næstbedste række. Som nummer fem skal man ud i to semifinale-kampe imod nummer to fra gruppe 2 i form af Sabadell, og den første af disse kampe blev spillet fredag, og det gik rigtig fint for Castilla.
Castilla spillede hjemme på Alfredo Di Stéfano, og hjemmeholdet var det klart dominerende hold, hvilket også afspejlede sig i chancerne. Centerbacken Fati var tæt på at score på et indlæg fra den måske kommende førsteholdshøjreback Jiménez, ligesom Palacios var tæt på med en venstrebensafslutning.
Også Thiago Pitarch havde et frisparksforsøg, mens Joan Martínez og Rachad kom tæt på i anden halvleg, men det var først efter 71 minutter, at forløsningen kom. Centerbacken Diego Aguado var kommet med frem og kontrollerede en dybdebold fremragende med skulderen, inden han fik lagt den til rette for Rachad. Den skadesplagede angriber brændte, men Pol Fortuny var over returen til at score til 1-0.
Og i det 79. minut blev det også 2-0, da Palacios sendte bolden fladt i det lange hjørne. Dermed har Castilla et godt udgangspunkt inden returkampen næste fredag.
Castillas hold: Fran González, Jiménez, Joan Martínez, Fati, Diego Aguado, Cestero, Thiago, Palacios (Yáñez, 82’), Pol Fortuny, Ciria (Leiva, 63’), Jacobo (Rachad, 63’).
