Historisk tilbageblik: Da Che Guevara jublede over Di Stéfano-scoring

CheGuevara

Che Guevara og Alberto Granado i en kamp efter ankomsten til Cuba.

Real Madrid spillede i juli 1952 to kampe mod Millionarios de Bogotá med en vis Alfredo di Stéfano og dette Historiske Tilbageblik bringer os til datoen den 6. juli, hvor de to klubber mødtes i den første kamp på tre dage.

 

Kampen fandt sted på Estadio Nemesio Camacho El Campín, hvor mere end 50.000 tilskuere havde fundet vej til dette store opgør. Blandt dem var en 25-årig argentiner. Hans navn var Ernesto Guevara, senere kendt som Che Guevara og hans tro følger, Alberto Granado.

 

Vejen til stadion for de to var lang og farefuld og tog egentlig sin begyndelse i december 1951, hvor de ville rejse gennem Latin-amerika for at komme til Buenos Aires på blandt andet motorcykel og med en svømmetur over Amazonas-floden og til sidst havnede de i Colombia efter at have fået en kano af nogle peruvianske indianere.

 

I Colombia stødte de på det lokale fodbold-hold, Independiente Sporting og som forelskede i sporten foreslog de, at de skulle arbejde for holdet. Independiente Sporting var ikke noget godt hold og klubbens bestyrelse blev da også benovede over, at to argentinere ville arbejde for dem. Det måtte da borge for kvalitet, når de kom fra Argentina!

 

De blev derfor udnævnt som trænere og deres første opgave var at få sat skik på defensiven og arbejde med mandsopdækning, men de blev snart spillende trænere. Che Guevara tog målmands-posten, idet han som barn havde lidt voldsomt af astma, mens Alberto Granado, hurtigt vandt kælenavnet Pedernerita på grund af sine gode sparke-evner, som ledte minderne hen på Adolfo Pedernera, som var en af mange spillere, som skiftede fra argentinske River til Den Blå Ballet (Millionarios), som følge af spillerstrejken i Argentina i disse år. Holdet måtte dog se sig slået i den årlige turnering, hvor man efter 0-0 tabte på straffespark, selv om Che Guevara reddede det ene forsøg.

 

Independiente Sporting ville gerne have Che Guevara og Alberto Granado til at fortsætte i klubben, men selv om de tilbød dem gode penge, valgte de at sælge alle deres ejendele og tage vandflyveren til Bogotá, som modtog dem med allerstørste tristesse med militær i gaderne og masser af frygt, selv om det var fire år siden, at den venstre-liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán blev myrdet kort inden han skulle have et møde med en ung cubansk student, som hed.....Fidel Castro. Det blev grund til opstanden med daglige skud-udvekslinger mellem Roberto Urdaneta Arbeláez´ regeringstropper og guerrillaen.

 

De to skulle da heller ikke være i Bogotá ret længe før de kom i klammeri med ordens-magten, da Che Guevara med en kniv tegnede et kort over byen for at orientere sig, hvilket fik politiet til at konfiskere kniven og herefter kom det til daglige kontroverser med politiet, som endte ud i, at de blev fængslet og truet med udvisning af landet, men de besluttede selv at forlade landet og drage til Venezuela. Det skete den 14. juli.

 

Men forinden nåede de at få deres største oplevelse i Bogotá, da de fik billetter til Millionarios, som var forstærket med mange argentinske stjerner og et Real Madrid-hold, som ikke havde vundet det spanske mesterskab siden 1933, men som stod foran at blive en verdens-gigant i fodbolden.

 

De to kampe blev spillet den 6. og den 9. juli og hvad der skete mellem disse to datoer, findes der flere versioner af. I den ene af dem, opnåede de to eventyrer kun at være på den mest populære tribune på stadion. I en anden version, opnåede de gennem en studerende ved navn Julián Córdoba at mødes med Alfredo di Stéfano efter den første kamp (som Millionarios vandt med 2-1 efter en scoring fra Pedernera med fem minutter igen), hvor de fik en snak med Di Stéfano og yderligere to billetter til den efterfølgende kamp, som Millionarios vandt med 1-0 på en scoring af Baez. Og i den tredje anekdote mødtes de med Alfredo di Stéfano før den første kamp, fordi de mødte op på en restaurant, hvor den argentinske stjernespiller ofte kom og simpelthen sad og ventede på ham.

 

Under alle omstændigheder var Che Guevaras beundring for Alfredo di Stéfano stor, også selv om han var tilhænger af Rosario Central og som barn havde han netop spillet i gaderne omkring Alta Gracia sammen med sin bror, hvor de havde været henholdsvis River og Rosario og det var også her, at han blev behandlet for sin astma, som endte med at gøre ham til målmand, fordi han løb mindre og kunne have en inhallator i lommen.

 

Che Guevaras og Alberto Granados colombianske eventyr bød også på andre fodbold-oplevelser. Blandt andet på en rejse for at se América del Sur, hvor de stødte på nogle arbejdere, som i deres pause spillede fodbold. Alberto Granado stoppede kampen og gav arbejderne taktiske anvisninger, hvilket førte til, at de begge blev udtaget til en kamp den efterfølgende weekend, som førte til en storslået sejr. Bagefter fortsatte Alberto Granado med at imponere, da han tilberedte en fantastisk ret med stegt ged.

 

I en anden kamp oplevede de at spille på selveste Machu Pichu. Men Che Guevara glemte ikke, at han fik lov til at opleve Alfredo di Stéfano i kamp for Millionarios inden skiftet til Real Madrid.

Diskuter denne artikel i forumet.
aesportslounge
Mødestedet i København for Madridistas!

Spil med NordicBet

NordicBet

 

Masser af gode spil-muligheder på Real Madrid.

Historisk tilbageblik: Sommer-El Clásico i Cádiz

Cadiz prmie

Det blev betragtet som noget helt specielt, da Real Madrid og Barcelona i weekenden tørnede sammen i El Clásico i Miami i en træningskamp inden sæsonen. To klubber, som mildest talt ikke er på julekort med hinanden, om end tonen udadtil naturligvis er respektfuld.


Men det var ikke opsigtsvækkende i 1959, nærmere betegnet fredag den 28. august, hvor de to holds trupper i samme tog rullede ind på stationen i Cádiz for at spille Trofeo Carranza. På vejen dertil var toget stoppet ved flere stationer og her stod masser af mennesker for at hilse på spillerne, som fra vinduerne vinkede ud til de fremmødte.


Og det var dengang som nu de to måske stærkeste hold i verden. Real Madrid havde få måneder forinden vundet sin fjerde mesterholds-titel i træk, mens man havde tabt begge titler på spansk jord, som Barcelona havde taget sig af med den legendariske træner Helenio Herrera.


Nu skulle de spille sommer-turnering i Cádiz sammen med AC Milan og Standard Liege. AC Milan kom som italienske mestre og mesterholds-finalister året forinden, mens Standard Liege var belgiske mestre. Og som om at turneringen ikke var prestigefyldt nok, så præsenterede Real Madrid samtidig sine to nye spillere, den brasilianske verdensmester Didí og spanieren Canario.


Kampene blev afviklet over to dage, nemlig lørdag og søndag og foregik således, at de to semifinalekampe blev spillet om lørdagen, mens finale og kampen om 3./4. pladsen blev spillet om søndagen. Første kamp kl. 18.30 og anden kamp kl. 22.30, således at tilskuerne kunne nå at komme ud og få noget at spise mellem kampene.


Det blev et enormt tilløbs-stykke i Cádiz. Billetter til 700 pesetas blev lynhurtigt solgt på gaden til 1500 pesetas og kampene blev transmitteret af fire radiostationer, to fra Madrid og to fra Barcelona, mens 50 journalister havde akkrediteret sig til opgørene, heraf 12 belgiere, 4 italienere, 3 franskmænd, 1 argentiner og 1 brasilianer.


Det hele blev dog indledt med et foredrag fredag aften om fodbold og tyrefægtning, som blev holdt af forfatteren José María de Cossio og her deltog både Real Madrid og Barcelona i en seance, hvor man også mindedes den legendariske tyrefægter Ignacio Sánchez Mejías, som blev dræbt af en tyr i 1934 og i løbet af sit korte liv også nåede at være præsident i Betis.
Til selve fodbolden: Lodtrækningen havde maget det således at Barcelona skulle møde Standard Liege i den første kamp. Barcelona følte sig overbeviste om den sikre vej i finalen og Helenio Herrera sparede da også flere spillere, men havde alligevel et angreb bestående af spillere som Villaverde, Kocsis, Kubala, Eulogio Martínez og Czibor og man bragte sig da også hurtigt foran med 2-0, men belgierne fik udlignet og takket været en storspillende Nikolai i Liege-målet klarede man den til straffesparks-konkurrencen, hvor Barcelona trak det længste strå med samlet 4-3.


Lidt nemmere gik det for Real Madrid, som ikke sparede nogle af sine stjerne og derfor havde et angreb med spillere som Canario, Didí, Di Stéfano, Puskas og Gento, mens AC Milan stillede op med stjerner som Buffon, Maldini, Liedholm, Altafinj og Danova og det blev da også en rendyrket fodbold-fest, hvor Real Madrid bragte sig foran med 3-0 i løbet af de første 14 minutter og dermed på fremragende vis levede op til Di Stéfanos mantra ”1, 2, 3 og til pause”, altså at lave tre mål for at kunne tage den med ro og koncentrere sig om de smukke detaljer og hvis modstanderen reducerede, skruede man lige tempoet op og sikrede en ny 3 måls-føring. Real Madrid endte med at vinde kampen 6-3 og Alfredo di Stéfano levede selv op til sit mantra ved at score fire mål i den kamp.


Kampen om tredjepladsen blev vundet af AC Milan med 3-2 og dermed havde de første tre kampe givet 21 mål og dermed var der lagt op til en fantastisk finale, hvor hverken Real Madrid eller Barcelona sparede nogle spillere.


Barcelona sendte spillere som Olivella, Segarra og Gensana på banen sammen med angrebet, som til denne lejlighed bestod af Villaverde, Kocsis, Evaristo, Suárez og Czibor, mens Real Madrid stillede med stort set samme hold som i semifinalen; eneste ændringer var Pachín i stedet for Marquitos og Antonio Ruiz i stedet for Vidal.


Det blev en uforglemmelig aften, hvor Barcelona kom foran, men Real Madrid endte med at vinde med 4-3, takket være en utrættelig Paco Gento, som spillede en fantastisk kamp og Real Madrid-spillerne kunne derfor løfte det gigantiske trofæ, som dengang var lavet af materialer til en værdi af mere end 300.000 pesetas. Publikum kunne ikke tro deres egne øjne og de glemte aldrig disse fodbold-dage i Cádiz.


Kun en eneste person tog skuffet hjem fra festlighederne: Forfatteren Antonio Díaz Cañabate, som ikke havde set en fodboldkamp i 30 år, men blev lokket til at overvære finalen, hvor han skulle skrive en artikel for ABC og hans bidrag tilbage var at påpege, at Alfredo di Stéfano ikke var bedre end Rene Petit, selv om han erkendte at det kunne skyldes den hårde opdækning, han fik. Herudover beklagede han trænernes indflydelse, spillernes manglende frihed og endte med at konkludere, at fodbolden var på vej i en forkert retning.


Alt sammen efter fire uforglemmelige kampe med et scorings-snit på 7 mål pr. kamp.

Historisk tilbageblik: Skulpturen af Machimbarrena og Sotero Aranguren

På vej fra Real Madrids omklædningsrum til plænen på Estadio Santiago Bernabéu kommer spillerne forbi den berømte bronze-skulptur af Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

skulptur


For at finde ud af skulpturens historie skal vi tilbage til 1910erne og 1920erne, hvor spansk fodbold stadig blot var på amatør-stadiet.

Således var mange af Real Madrids spillere folk, som var i hovedstaden for at studere eller for at arbejde og det gjaldt også for vores to hovedpersoner, Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

Førstnævnte var baskisk midtbanespiller, som var rejst til Madrid for at studere arkitektur og han fik sig en plads på Real Madrids hold, hvor han kom til at spille sammen med argentineren Sotero Aranguren, som havde følgeskab af sin bror, Eulogio, som også begge var rejst til hovedstaden for at studere. Sammen fik de stor betydning for datidens Real Madrid-hold og de udviklede også et nært venskab, som dog ikke skulle komme til at vare længe på grund af deres alt for tidlige død. Begge spillere var særdeles elskede blandt Real Madrids publikum for deres store gentleman-manerer på og uden for banen.

Alberto Machimbarrena blev født i 1888 i San Sebastián, hvor han indledte sin fodboldkarriere hos Aurrera som målmand, men siden blev han en elegant midtbanespiller og som 14-årig kom han til Real Sociedad de San Sebastián, hvor han dog var nødt til at afbryde opholdet for at fortsætte sine studier i Madrid. Men hans glæde ved fodbold fik ham indskrevet som fodboldspiller i Real Madrid og det skabte grobund for det, man dengang kaldte ”Caso Machimbarrena”. Han var nemlig indskrevet som spiller i både Real Sociedad og i Real Madrid, men det løste det spanske fodboldforbund ved at lade ham spille den ene sæson i Real Sociedad og den næste i Real Madrid og sådan gik det frem til han afsluttede sine studier i 1917 og endeligt blev Real Madrid-spiller. Her var han frem til 1919, hvor han vendte tilbage til Real Sociedad for at afslutte sin karriere i 1921. Han vendte dog tilbage et par sæsoner senere, da Real Sociedad manglede spillere og her fik han flere kampe, indtil han blev alvorligt syg af tuberkulose og han døde den 19. juli 1923.

Machim

Alberto Machimbarrena i kamp for Real Madrid.

Sotero Aranguren blev født i Buenos Aires i 1894, men hans familie flyttede hurtigt til Spanien, nærmere betegnet San Sebastián, for at arbejde og her begyndte Sotero at spille fodbold med sin bror, Eulogio i den stærke klub, Easo, hvor han mødte Machimbarrena første gang. Sotero og Eulogio Aranguren flyttede også til Madrid for at studere og her blev Sotero den første argentiner i Real Madrids historie. Han var venstrekantspiller med en guddommelig teknik og lynende hurtig. Han spillede i Real Madrid til 1918, hvorefter han flyttede tilbage til San Sebastián, hvor han døde bare fire år senere af lungebetændelse til stor sorg for blandt andre Don Santiago Bernabéu, som sagde følgende om argentineren:

- Hvis han som fodboldspiller var enorm, så var han det ikke mindre som holdkammerat; Alle oplevelser synes for få til at vise det. Man kunne også bruge ham som rettesnor, både på og uden for banen.

Sotero

Sotero Aranguren i den klassiske hvide dragt.

De to spillere blev ikke glemt i den spanske hovedstad, hvor den spanske kongefamilie i 1925 donerede 14.000 pesetas til opførelsen af en skulptur af de to spillere. Det blev skulptøren Vela del Castillo, som skabte værket, som først fik plads i haverne omkring det gamle Chamartín og senere kom den ind og stå ved kontorerne på Estadio Santiago Bernabéu, men nu står den som nævnt på spillernes vej ud til banen og legenden fortæller, at det bringer held at røre de to spilleres knæ, inden man træder ind på Estadio Santiago Bernabéus grønsvær.


I de senere år har skulpturen fået en anden historisk betydning, idet man er begyndt at uddele små replikaer til spillere for lang og tro tjeneste og blandt andet fik Roberto Carlos et eksemplar i 2012, da han foretog det såkaldte Saque de honor før kampen mod Levante. Se klippet her:

 

Diskuter denne artikel i forumet.

Historisk tilbageblik: Da Cibeles tilhørte Atlético Madrid og Neptun tilhørte Real Madrid

Real Madrid fejrer sine triumfer vide Cibeles-fontænen og Atlético Madrid fejrer deres triumfer ved Neptun-fontænen.

Sådan er det bare, men sådan har det ikke altid været.

Faktisk var der engang, hvor det var lige omvendt og på Madridista.dk tager vi jer med ud på en lille historisk rejse til dengang, hvor Real Madrid fejrede sine triumfer ved Neptun og Atlético Madrid havde Cibeles-fontænen som omdrejningspunkt for deres fejringer.

I 1953 fejrede Atlético Madrid sit 50 års jubilæum under pomp og pragt og man besluttede at lave en sommer-turnering med deltagelse fra Ath. Bilbao (Tidligere moderklub) og Sportklub Wacker Wien, hvor man naturligvis skulle have et trofæ. En gruppe af skulptører blev sat til at lave et trofæ og her valgte man, at den skulle ligne Cibeles-fontænen. Og hvorfor så det?

Atlético Madrid blev dannet i 1903 som en gren af Ath. Bilbao og fik sit første logo i 1917, som var og er Madrid-symbolet ”Oso y Madroño” (Bjørnen og træet), som man havde brugt som trofæ ved sine tidligere sommer-turneringer Villa de Madrid, men ved jubilæet ønskede præsident Marqués de la Florida og General Gallego at det skulle være Cibeles-fontænen. Hermed var forbindelsen til Cibeles-fontænen skabt.

Cibeles Madrid

24 år senere skulle Real Madrid fejre 75 års jubilæum. Mørke skyer rullede ind over det nordlige Madrid i 1977, hvor spillerne var på kant med træner Miljan Miljanic, mens den legendariske præsident, Don Santiago Bernabéu, var dødssyg af kræft. Der var derfor et nærmest depressivt skær over fejringen, men bystyret tilbød en officiel reception for Real Madrid. Borgmesteren dengang var Juan de Arespacochaga og med i sit bystyre havde han en meget ung Florentino Pérez. Ved receptionen fik Don Santiago Bernabéu en reproduktion af Neptun-fontænen. Og det var igen en tilfældighed. Med Cibeles-fontænen flot placeret mellem Banco de España og Palacio de Correos, måtte man finde en skulptur med lige så betydningsfuld beliggenhed og det blev Neptun, som lå lige mellem datidens to suverænt bedste hoteller, Ritz og Palace, og med kig til Museo del Prado.

Neptun Madrid

Real Madrid havde også sin egen fodbold-turnering, hvor man inviterede Iran, Argentina og den marrokanske klub, Mouloudia Chaäbia, som et samlingspunkt for det bedste fodbold på de fire fodbold-kontinenter (Oceanien var ikke en del af det dengang, red.).

Det lokkede dog ikke ret mange på stadion, men i sidste end vandt Real Madrid turneringen over de senere verdensmestre fra Argentina, som var ledet af Menotti. Sejrsmålet blev i øvrigt scoret af Vicente del Bosque, som passerede ”El Loco” Gatti, som i dag er debattør på El Chiringuito.

Dermed var Neptun forbundet til Real Madrid og Cibeles til Atlético Madrid, men det ændrede sig en sommeraften i 1986, da Spanien i Mexico udraderede Danmark med hele 5-1 på fire mål af Emilio Butragueño. Sommeraftenerne blev nydt på terrasserne under åben himmel på Castellana fra Cibeles-fontænen og nordpå og det fik de fodboldgale spaniere til at fejre sejren ved Cibeles. Da spanierne samtidig skulle til valg senere på året var det oplagt, at fejre fodbold-sejren med tilråbene ”Oa, oa, oa, El Buitre a la Moncloa” og ”Se siente, Se siente, El Buitre presidente”.

Hermed var kimen lagt til, at Real Madrid skulle overtage Cibeles-fontænen, men først efter en af de legendariske ”Noches Inolvidables” på Estadio Santiago Bernabéu, hvor man den 2. marts 1988 sejrede 2-0 hjemme over Bayern München efter at have tabt den første kamp i Tyskland med 3-2.

Den gang var det normalt, at tilhængerne for Real Madrid og Atlético Madrid fejrede deres triumfer ved at køre gennem byen via Castellana, Alcalá og Gran Vía med hornet i bund, mens man hang ud af vinduerne med flag og halstørklæder. Denne aften stoppede karavanen i en gigantisk trafikprop omkring Cibeles-fontænen og siden har det været samlings-sted for Real Madrids triumfer.

Og hvordan havnede Atlético Madrid så ved Neptun-fontænen?

Jo, den 29. juni 1991 spillede man Copa del Rey-finale på Estadio Santiago Bernabéu. Modstanderen var Hector Cúpers Mallorca, som blev slået med 1-0 på mål af Alfredo i den forlængede spilletid og da Cibeles allerede var optaget af Real Madrid, var det naturligt for tilhængerne af Atlético Madrid at vælge Neptun-fontænen.

Og symbolsk passer Cibeles, gudinden for jorden og fertiliteten, bedre til Real Madrids stabile omdømme og vinder-mentalitet, mens Neptun, som er gud for havet og stormene passer bedre på et Atlético Madrid, som historisk har været i konstant forandring og i tumult.

Diskuter denne artikel i forumet.

Historisk tilbageblik: Da Juanito sparkede Matthäus i hovedet

Juanito Matthaus

Vi nærmer os 25 års-dagen for Juanitos død og har et forestående CL-opgør mod Bayern München.

I den forbindelse går vi tilbage i tiden til dengang, da Juanito sparkede Matthäus i hovedet. Det tjener ikke vor spanske legende til ære, men vi fortæller historien med Lothar Matthäus´ egne ord, som han netop har gengivet dem i tyske Sport Bild.

Han fortæller om episoden:

- Jeg snakkede med Andy Brehme om det, som i første omgang troede, at Juanito ville slå mig ihjel. På Youtube kan man fortsat se hændelsen, som er sat op som scenen i en skrækfilm. Vi havde spillet første kamp i München og vundet 3-0. Alene resultatet sårede hans spanske ære. Herudover følte de sig bortdømt af dommeren. Forinden havde jeg scoret på straffespark og så begik jeg et frispark på Chendo midt på banen og han.skubbede mig omkuld. Jeg lå på jorden og så ikke Juanitos løb over 10 meter hen imod mig. Det første jeg følte var et spark i ryggen. Og derefter en voldsom smerte, da han sparkede mig i hovedet så støvleknopperne ramte min kind og mit øre.

Juanito blev efterfølgende idømt en hård karantænestraf på hele 5 år og om det fortæller Matthäus:

- Forbundet idømte ham 5 års karantæne og som jeg hele tiden har sagt, så var det i orden. Han erkendte det selv, kom for at sige undskyld inden returkampen og uger efter sendte han mig et meget følelsesladet kort. Fem år senere fik jeg beskeden om, at han var blevet dræbt i et trafikuheld. På Bernabéu synger de den dag i dag hans navn, for Juanito repræsenterede som få Real Madrids fighterånd.

Lothar Matthäus afslutter interviewet med en fortælling om Juanitos udødeliggjorte ord ”Noventa minuti en el Bernabéu son molto longos”:

- Der gik kun et år, før de to hold mødtes igen, denne gang i kvartfinalerne og med revanche til Real Madrid. I den første kamp havde vi det hele i hænderne med en føring på 3-0, men de lavede to mål i de sidste fem minutter. I returkampen gav de os ingen chance og vi tabte 2-0. Det var dengang, på banen, at jeg forstod betydningen af Juanitos legendariske ord: ”Noventi minuti en el Bernabéu son molto longos”. Jeg kender ikke et eneste stadion, hvor man har fornemmelsen af at tiden går langsommere for rivalen end her. Hvert minut var en hård kamp.

Hændelsen med sparket i hovedet til Lothar Matthäus blev ikke modtaget vel i Real Madrids bestyrelse, som besluttede at dette skulle være hans sidste sæson i klubben. Det ændrer dog ikke ved hans legendestatus. 10 magiske år med op- og nedture, men altid med Real Madrid dybt forankret i sjælen.

Diskuter denne artikel i forumet.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.