La Gazzetta dello Sport: Inters stærke forsvarsspiller Milan Skriniar rykker tættere på et skifte til Real Madrid, da der er knas i kontraktforhandlingerne med Inter. +++ La Gazzetta dello Sport: Icardi vil gerne væk, men Inter pønser på at overbevise ham om at blive med et kontraktudspil frem til sommeren 2023. Italienerne starter forhandlingerne med angriberen i næste uge. +++ Liverpool Echo: Selvom Zidane har udset sig Mané, har Liverpool ingen intentioner om at afhænde ham til den spanske hovedstad. +++ Edu Aguirre i El Chiringuito de Jugones: James vil gerne retur til Real Madrid, men ansættelsen af Zidane umuliggør colombianerens drøm. +++ La Gazzetta dello Sport: Roma snakker kontraktforlængelse med Real Madrid-emnet Nicoló Zaniolo, som man ønsker at beholde i klubben mod en større lønpakke. +++ Alfredo Duro i El Chiringuito de Jugones: Ramos vil ikke have noget problem med, at Mbappé kommer til klubben, selvom han formentlig vil få mere i løn. +++ Casemiro om kaptajnrollen på det brasilianske landshold: Det er en fornøjelse at være kaptajn. En enorm stolthed. +++ Tomás Roncero i sin klumme i AS: Meldingerne fra klubben om en Mbappé-handel er negative, men at have Zidane betyder, at man er nødt til at gøre et forsøg. Vi skal heller ikke glemme, hvem vi er: Real Madrid. +++ José Luis Sánchez på twitter: Mbappé er et urealistisk mål, og end ikke verdenshistoriens største tilbud vil være nok til at vriste ham ud af hænderne på PSG. +++ Jordi Alba storroser Sergio Ramos på pressemøde: Han er en vigtig spiller på klub- og landsholdet. Han er et referencepunkt for den næste generation. Han oser af personlighed og det er et privilegium at spille sammen med ham på landsholdet. +++ José Mourinho i Canal Plus Francia: Det bliver en umulig opgave at hente Mbappé, men held og lykke til dem, der alligevel vil gøre et forsøg. +++

Historisk tilbageblik: Første "VAR"-kendelse kom i El Clásico

Guruceta

Real Madrid spiller i denne uge returkamp i Copa del Rey mod Barcelona og denne omgangs Historisk tilbageblik skal derfor handle om netop det. Og så det berømte/berygtede VAR. Kan det blive mere aktuelt?

Vi skal tilbage til sæsonen 1969/70, hvor Real Madrid og Barcelona mødtes i det, der dengang blev kaldt Copa Generalísimo. Det var i kvartfinalen og Real Madrid havde vundet det første opgør med 2-0. Også med polemik, for Amancio scorede til 2-0 i en situation, hvor Barcelona mente at han var off side.

Kampen var ekstra vigtig for Real Madrid, for efter en række succesfyldte år, var klubben havnet i en sportslig krise med blot en sjetteplads i den spanske liga efter hold som Atlético Madrid, Ath. Bilbao, Sevilla, Valencia og Barcelona og man var derfor på vej til at ryge ud af europæisk fodbold for første gang siden starten i 1956.

I det spanske diktatur var der naturligvis gået politik i sagen. Man mente, at udenrigsminister Castiella ikke ønskede, at det han selv kaldte ”den bedste ambassadør for Spanien” skulle ende uden for europæisk fodbold og samtidig var der et brændende ønske i Catalonien om at se General Franco overrække pokalen til Barcelona-spillerne på netop Nou Camp, hvor finalen skulle spilles. Og så var der også mange catalanere, som ikke havde glemt, at Real Madrid-præsident Don Santiago Bernabéu havde udtalt, at han ”beundrede Catalonien, på trods af catalanerne”.

Returkampen i Barcelona var derfor vital og det var samtidig en af de første gange, at Televisión Española viste en kamp og de skulle få en helt særlig rolle i forhold til denne kamps historiske eftermæle.

Barcelona bragte sig foran ved Charly Rexach lige før pausen og anden halvleg blev et jævnbyrdigt opgør, lige indtil det 60. minut, da dommer Guruceta dømte straffespark til Velázquez begået af Rifé. Guruceta var på det tidspunkt en af de mest respekterede dommere i Spanien, men han stod langt fra forseelsen, som blev opfanget af Television Española. Dengang havde man ikke teknikken til at lave gengivelser med videre, men balladen kunne man godt lave alligevel.

Et par år forinden havde man haft den såkaldte ”Final de las Botellas”, hvor banen blev overdænget med flasker på grund af en tvivlsom kendelse, men nu var det sæde-hynder som haglede ned på banen, inden Barcelonas spillere i protest forlod banen. Herefter fulgte udvisningen af Barcelonas Eladio, som klappede ad dommeren og sagde: Du er Madridista og du har ingen skam i livet.

hynder

Og ti minutter efter at straffesparket var blevet dømt, kunne Amancio så omsætte det til sikker scoring. Hvilket blot førte til slåskamp mellem spillerne og senere i kampen var der tilskuer-invasion, da Guruceta valgte ikke at fløjte et straffespark, som man mente var begået mod Rifé.

Guruceta valgte at fløjte kampen af fem minutter før tid, da Real Madrid-træner Miguel Muñoz blev ramt af kasteskyts og dommeren måtte selv ledsages fra banen af politiet og man måtte give ham en politi-uniform på, da man skulle fragte ham ud af stadion.

Kampen fik store konsekvenser for flere fremtrædende personer efterfølgende. Don Santiago Bernabéu påstod at have modtaget mere end 300 dødstrusler på bare en enkelt dag. Kampens dommer, Guruceta, blev idømt seks måneders karantæne ”for at fremprovokere et problem for den folkelige orden med sin usikre dommer-præstation”. Eladio fik to spilledages karantæne, Barcelona fik en bøde på 90.000 pesetas og advarsel om at få lukket deres stadion. José Plaza, som var præsident for dommer-foreningen, valgte at træde tilbage, fordi han ikke fandt straffen til Guruceta rimelig. Det var man ikke kede af i Barcelona, for i den tid at Plaza var præsident for dommer-foreningen, vandt klubben nemlig ingen titler. Tilfældigt eller ej. Samtidig trådte Juan Antonio Samaranch tilbage som landets delegerede inden for sport og i hans sted, ansatte man Juan Gich, som inden da havde været direktør i Barcelona, hvilket fik Real Madrid til at forlade det spanske fodboldforbund.

Og for nu at lade som om, at intet var hændt, så valgte man at spille Copa Generalísimo-finalen på Nou Camp. Her var Real Madrid deltager og vandt kampen mod Valencia og modtog efterfølgende pokalen af General Franco.

Guruceta kom først til at dømme fodboldkampe igen i 1980erne, men på Nou Camp glemte man ikke hans navn, som blev råbt taktfast, når hjemmeholdets tilskuere følte utilfredshed med dommeren.

Se Television Españolas klip af straffesparks-situationen her:

Historisk tilbageblik: Da Real Madrid tilbød Manchester United at leje Alfredo di Stéfano

Manu realmadrid

I går var det 60 år siden, at Manchester United mistede næsten et helt fodbold-hold i den forfærdelige fly-ulykke i München på vej hjem fra en fodbold-kamp mod Røde Stjerne Beograd.

The Daily Telegraph fortæller i dag historien om, at Don Santiago Bernabéu tilbød at hjælpe den engelske klub oven på tragedien ved at udleje Alfredo di Stéfano til dem. Historien bringes fra bogen ”Historie fra to byer: Manchester og Madrid: 1957 – 1968”, som er skrevet af John Ludden, som i Telegraph fortæller:

- Di Stéfano var klar til at komme. Det var helt ekstraordinært, for på daværende tidspunkt stod Real Madrid over for Barcelona og det en meget politisk affære for tilhængerne. Real Madrids økonomi-ansvarlige hed Raimundo Saporta, han stod for alle køb af spillere og han sagde til Jimmy Murphy, assistent for Matt Busby: Jeg forsøger at holde det som hemmeligt, som jeg kan, for politisk vil det være en skandale i Spanien.

Udlejningen blev dog aldrig til noget, for man ikke tilladelse fra Alan Hardaker, som var højtstående medlem af Football League, der godkendte klubbernes køb af spillere. Han sagde:

- Hvorfor hente en i Spanien? Hvorfor ikke en spiller fra Manchester eller Black Country (Industri-område vest for Birmingham, hvor man hovedsageligt har kulminer, red.), hvor I fandt Edwards (en af de omkomne spillere fra fly-ulykken, red.).

Hardaker holdt angiveligt med Chelsea og han havde forhindret de engelske hold i at deltage i den første udgave af mesterholdenes turnering.

Real Madrids tilbud til Manchester United var også lidt opsigtsvækkende, fordi de to klubbers forhold var kølnet af Real Madrids interesse i at hente Matt Busby til Spanien som træner efter deres indbyrdes opgør i april 1957, hvor Don Santiago Bernabéu var særdeles imponeret over den engelske træner, som dog afviste Real Madrids tilbud, fordi han hellere ville skabe sit eget hold med Manchester United.

Efter dette opgør fik førnævnte Edwards et guldur af Don Santiago Bernabéu, som han mistede i fly-katastrofen og da han blev indlagt på hospitalet svært tilskadekommen efter flystyrtet, bad han om at man fandt det ur til ham og det lykkedes at finde det i vragdelene fra flyet, men desværre afgik Edwards ved døden 15 dage efter sin indlæggelse.

Et par måneder efter fly-katastofen i München genvandt Real Madrid dog Mesterholdenes turnering og Don Santiago Bernabéu dedikerede titlen til Manchester United og tilbød dem at få pokalen.

Det og så tilbuddet om udlejning af Alfredo di Stéfano var dog ikke Real Madrids eneste tiltag for at hjælpe den nødstedte engelske klub. Don Santiago Bernabéu fik også fremstillet nogle mindevimpler for at indsamle midler til ofrene, ligesom de overlevende blev tilbudt behandling i Madrid, mens deres familier kunne komme på betalt ophold i Spanien. Herudover tilbød Real Madrid også at spille 5 opvisningskampe mod Manchester United, igen for at indsamle penge.

10 år efter fly-ulykken vandt Manchester United mesterholdenes turnering ved at slå Benfica i finalen. Undervejs havde man slået Real Madrid ud i semifinalen, men Real Madrids venskab og beundring for Manchester United forblev intakt og det første lykønsknings-telegram til de engelske spillere kom fra Don Santiago Bernabéu med ordene: ”Tillykke fra jeres venner i Madrid”.

Historisk tilbageblik: Da Che Guevara jublede over Di Stéfano-scoring

CheGuevara

Che Guevara og Alberto Granado i en kamp efter ankomsten til Cuba.

Real Madrid spillede i juli 1952 to kampe mod Millionarios de Bogotá med en vis Alfredo di Stéfano og dette Historiske Tilbageblik bringer os til datoen den 6. juli, hvor de to klubber mødtes i den første kamp på tre dage.

 

Kampen fandt sted på Estadio Nemesio Camacho El Campín, hvor mere end 50.000 tilskuere havde fundet vej til dette store opgør. Blandt dem var en 25-årig argentiner. Hans navn var Ernesto Guevara, senere kendt som Che Guevara og hans tro følger, Alberto Granado.

 

Vejen til stadion for de to var lang og farefuld og tog egentlig sin begyndelse i december 1951, hvor de ville rejse gennem Latin-amerika for at komme til Buenos Aires på blandt andet motorcykel og med en svømmetur over Amazonas-floden og til sidst havnede de i Colombia efter at have fået en kano af nogle peruvianske indianere.

 

I Colombia stødte de på det lokale fodbold-hold, Independiente Sporting og som forelskede i sporten foreslog de, at de skulle arbejde for holdet. Independiente Sporting var ikke noget godt hold og klubbens bestyrelse blev da også benovede over, at to argentinere ville arbejde for dem. Det måtte da borge for kvalitet, når de kom fra Argentina!

 

De blev derfor udnævnt som trænere og deres første opgave var at få sat skik på defensiven og arbejde med mandsopdækning, men de blev snart spillende trænere. Che Guevara tog målmands-posten, idet han som barn havde lidt voldsomt af astma, mens Alberto Granado, hurtigt vandt kælenavnet Pedernerita på grund af sine gode sparke-evner, som ledte minderne hen på Adolfo Pedernera, som var en af mange spillere, som skiftede fra argentinske River til Den Blå Ballet (Millionarios), som følge af spillerstrejken i Argentina i disse år. Holdet måtte dog se sig slået i den årlige turnering, hvor man efter 0-0 tabte på straffespark, selv om Che Guevara reddede det ene forsøg.

 

Independiente Sporting ville gerne have Che Guevara og Alberto Granado til at fortsætte i klubben, men selv om de tilbød dem gode penge, valgte de at sælge alle deres ejendele og tage vandflyveren til Bogotá, som modtog dem med allerstørste tristesse med militær i gaderne og masser af frygt, selv om det var fire år siden, at den venstre-liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán blev myrdet kort inden han skulle have et møde med en ung cubansk student, som hed.....Fidel Castro. Det blev grund til opstanden med daglige skud-udvekslinger mellem Roberto Urdaneta Arbeláez´ regeringstropper og guerrillaen.

 

De to skulle da heller ikke være i Bogotá ret længe før de kom i klammeri med ordens-magten, da Che Guevara med en kniv tegnede et kort over byen for at orientere sig, hvilket fik politiet til at konfiskere kniven og herefter kom det til daglige kontroverser med politiet, som endte ud i, at de blev fængslet og truet med udvisning af landet, men de besluttede selv at forlade landet og drage til Venezuela. Det skete den 14. juli.

 

Men forinden nåede de at få deres største oplevelse i Bogotá, da de fik billetter til Millionarios, som var forstærket med mange argentinske stjerner og et Real Madrid-hold, som ikke havde vundet det spanske mesterskab siden 1933, men som stod foran at blive en verdens-gigant i fodbolden.

 

De to kampe blev spillet den 6. og den 9. juli og hvad der skete mellem disse to datoer, findes der flere versioner af. I den ene af dem, opnåede de to eventyrer kun at være på den mest populære tribune på stadion. I en anden version, opnåede de gennem en studerende ved navn Julián Córdoba at mødes med Alfredo di Stéfano efter den første kamp (som Millionarios vandt med 2-1 efter en scoring fra Pedernera med fem minutter igen), hvor de fik en snak med Di Stéfano og yderligere to billetter til den efterfølgende kamp, som Millionarios vandt med 1-0 på en scoring af Baez. Og i den tredje anekdote mødtes de med Alfredo di Stéfano før den første kamp, fordi de mødte op på en restaurant, hvor den argentinske stjernespiller ofte kom og simpelthen sad og ventede på ham.

 

Under alle omstændigheder var Che Guevaras beundring for Alfredo di Stéfano stor, også selv om han var tilhænger af Rosario Central og som barn havde han netop spillet i gaderne omkring Alta Gracia sammen med sin bror, hvor de havde været henholdsvis River og Rosario og det var også her, at han blev behandlet for sin astma, som endte med at gøre ham til målmand, fordi han løb mindre og kunne have en inhallator i lommen.

 

Che Guevaras og Alberto Granados colombianske eventyr bød også på andre fodbold-oplevelser. Blandt andet på en rejse for at se América del Sur, hvor de stødte på nogle arbejdere, som i deres pause spillede fodbold. Alberto Granado stoppede kampen og gav arbejderne taktiske anvisninger, hvilket førte til, at de begge blev udtaget til en kamp den efterfølgende weekend, som førte til en storslået sejr. Bagefter fortsatte Alberto Granado med at imponere, da han tilberedte en fantastisk ret med stegt ged.

 

I en anden kamp oplevede de at spille på selveste Machu Pichu. Men Che Guevara glemte ikke, at han fik lov til at opleve Alfredo di Stéfano i kamp for Millionarios inden skiftet til Real Madrid.

Diskuter denne artikel i forumet.

Historisk tilbageblik: Sommer-El Clásico i Cádiz

Cadiz prmie

Det blev betragtet som noget helt specielt, da Real Madrid og Barcelona i weekenden tørnede sammen i El Clásico i Miami i en træningskamp inden sæsonen. To klubber, som mildest talt ikke er på julekort med hinanden, om end tonen udadtil naturligvis er respektfuld.


Men det var ikke opsigtsvækkende i 1959, nærmere betegnet fredag den 28. august, hvor de to holds trupper i samme tog rullede ind på stationen i Cádiz for at spille Trofeo Carranza. På vejen dertil var toget stoppet ved flere stationer og her stod masser af mennesker for at hilse på spillerne, som fra vinduerne vinkede ud til de fremmødte.


Og det var dengang som nu de to måske stærkeste hold i verden. Real Madrid havde få måneder forinden vundet sin fjerde mesterholds-titel i træk, mens man havde tabt begge titler på spansk jord, som Barcelona havde taget sig af med den legendariske træner Helenio Herrera.


Nu skulle de spille sommer-turnering i Cádiz sammen med AC Milan og Standard Liege. AC Milan kom som italienske mestre og mesterholds-finalister året forinden, mens Standard Liege var belgiske mestre. Og som om at turneringen ikke var prestigefyldt nok, så præsenterede Real Madrid samtidig sine to nye spillere, den brasilianske verdensmester Didí og spanieren Canario.


Kampene blev afviklet over to dage, nemlig lørdag og søndag og foregik således, at de to semifinalekampe blev spillet om lørdagen, mens finale og kampen om 3./4. pladsen blev spillet om søndagen. Første kamp kl. 18.30 og anden kamp kl. 22.30, således at tilskuerne kunne nå at komme ud og få noget at spise mellem kampene.


Det blev et enormt tilløbs-stykke i Cádiz. Billetter til 700 pesetas blev lynhurtigt solgt på gaden til 1500 pesetas og kampene blev transmitteret af fire radiostationer, to fra Madrid og to fra Barcelona, mens 50 journalister havde akkrediteret sig til opgørene, heraf 12 belgiere, 4 italienere, 3 franskmænd, 1 argentiner og 1 brasilianer.


Det hele blev dog indledt med et foredrag fredag aften om fodbold og tyrefægtning, som blev holdt af forfatteren José María de Cossio og her deltog både Real Madrid og Barcelona i en seance, hvor man også mindedes den legendariske tyrefægter Ignacio Sánchez Mejías, som blev dræbt af en tyr i 1934 og i løbet af sit korte liv også nåede at være præsident i Betis.
Til selve fodbolden: Lodtrækningen havde maget det således at Barcelona skulle møde Standard Liege i den første kamp. Barcelona følte sig overbeviste om den sikre vej i finalen og Helenio Herrera sparede da også flere spillere, men havde alligevel et angreb bestående af spillere som Villaverde, Kocsis, Kubala, Eulogio Martínez og Czibor og man bragte sig da også hurtigt foran med 2-0, men belgierne fik udlignet og takket været en storspillende Nikolai i Liege-målet klarede man den til straffesparks-konkurrencen, hvor Barcelona trak det længste strå med samlet 4-3.


Lidt nemmere gik det for Real Madrid, som ikke sparede nogle af sine stjerne og derfor havde et angreb med spillere som Canario, Didí, Di Stéfano, Puskas og Gento, mens AC Milan stillede op med stjerner som Buffon, Maldini, Liedholm, Altafinj og Danova og det blev da også en rendyrket fodbold-fest, hvor Real Madrid bragte sig foran med 3-0 i løbet af de første 14 minutter og dermed på fremragende vis levede op til Di Stéfanos mantra ”1, 2, 3 og til pause”, altså at lave tre mål for at kunne tage den med ro og koncentrere sig om de smukke detaljer og hvis modstanderen reducerede, skruede man lige tempoet op og sikrede en ny 3 måls-føring. Real Madrid endte med at vinde kampen 6-3 og Alfredo di Stéfano levede selv op til sit mantra ved at score fire mål i den kamp.


Kampen om tredjepladsen blev vundet af AC Milan med 3-2 og dermed havde de første tre kampe givet 21 mål og dermed var der lagt op til en fantastisk finale, hvor hverken Real Madrid eller Barcelona sparede nogle spillere.


Barcelona sendte spillere som Olivella, Segarra og Gensana på banen sammen med angrebet, som til denne lejlighed bestod af Villaverde, Kocsis, Evaristo, Suárez og Czibor, mens Real Madrid stillede med stort set samme hold som i semifinalen; eneste ændringer var Pachín i stedet for Marquitos og Antonio Ruiz i stedet for Vidal.


Det blev en uforglemmelig aften, hvor Barcelona kom foran, men Real Madrid endte med at vinde med 4-3, takket være en utrættelig Paco Gento, som spillede en fantastisk kamp og Real Madrid-spillerne kunne derfor løfte det gigantiske trofæ, som dengang var lavet af materialer til en værdi af mere end 300.000 pesetas. Publikum kunne ikke tro deres egne øjne og de glemte aldrig disse fodbold-dage i Cádiz.


Kun en eneste person tog skuffet hjem fra festlighederne: Forfatteren Antonio Díaz Cañabate, som ikke havde set en fodboldkamp i 30 år, men blev lokket til at overvære finalen, hvor han skulle skrive en artikel for ABC og hans bidrag tilbage var at påpege, at Alfredo di Stéfano ikke var bedre end Rene Petit, selv om han erkendte at det kunne skyldes den hårde opdækning, han fik. Herudover beklagede han trænernes indflydelse, spillernes manglende frihed og endte med at konkludere, at fodbolden var på vej i en forkert retning.


Alt sammen efter fire uforglemmelige kampe med et scorings-snit på 7 mål pr. kamp.

Historisk tilbageblik: Skulpturen af Machimbarrena og Sotero Aranguren

På vej fra Real Madrids omklædningsrum til plænen på Estadio Santiago Bernabéu kommer spillerne forbi den berømte bronze-skulptur af Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

skulptur


For at finde ud af skulpturens historie skal vi tilbage til 1910erne og 1920erne, hvor spansk fodbold stadig blot var på amatør-stadiet.

Således var mange af Real Madrids spillere folk, som var i hovedstaden for at studere eller for at arbejde og det gjaldt også for vores to hovedpersoner, Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

Førstnævnte var baskisk midtbanespiller, som var rejst til Madrid for at studere arkitektur og han fik sig en plads på Real Madrids hold, hvor han kom til at spille sammen med argentineren Sotero Aranguren, som havde følgeskab af sin bror, Eulogio, som også begge var rejst til hovedstaden for at studere. Sammen fik de stor betydning for datidens Real Madrid-hold og de udviklede også et nært venskab, som dog ikke skulle komme til at vare længe på grund af deres alt for tidlige død. Begge spillere var særdeles elskede blandt Real Madrids publikum for deres store gentleman-manerer på og uden for banen.

Alberto Machimbarrena blev født i 1888 i San Sebastián, hvor han indledte sin fodboldkarriere hos Aurrera som målmand, men siden blev han en elegant midtbanespiller og som 14-årig kom han til Real Sociedad de San Sebastián, hvor han dog var nødt til at afbryde opholdet for at fortsætte sine studier i Madrid. Men hans glæde ved fodbold fik ham indskrevet som fodboldspiller i Real Madrid og det skabte grobund for det, man dengang kaldte ”Caso Machimbarrena”. Han var nemlig indskrevet som spiller i både Real Sociedad og i Real Madrid, men det løste det spanske fodboldforbund ved at lade ham spille den ene sæson i Real Sociedad og den næste i Real Madrid og sådan gik det frem til han afsluttede sine studier i 1917 og endeligt blev Real Madrid-spiller. Her var han frem til 1919, hvor han vendte tilbage til Real Sociedad for at afslutte sin karriere i 1921. Han vendte dog tilbage et par sæsoner senere, da Real Sociedad manglede spillere og her fik han flere kampe, indtil han blev alvorligt syg af tuberkulose og han døde den 19. juli 1923.

Machim

Alberto Machimbarrena i kamp for Real Madrid.

Sotero Aranguren blev født i Buenos Aires i 1894, men hans familie flyttede hurtigt til Spanien, nærmere betegnet San Sebastián, for at arbejde og her begyndte Sotero at spille fodbold med sin bror, Eulogio i den stærke klub, Easo, hvor han mødte Machimbarrena første gang. Sotero og Eulogio Aranguren flyttede også til Madrid for at studere og her blev Sotero den første argentiner i Real Madrids historie. Han var venstrekantspiller med en guddommelig teknik og lynende hurtig. Han spillede i Real Madrid til 1918, hvorefter han flyttede tilbage til San Sebastián, hvor han døde bare fire år senere af lungebetændelse til stor sorg for blandt andre Don Santiago Bernabéu, som sagde følgende om argentineren:

- Hvis han som fodboldspiller var enorm, så var han det ikke mindre som holdkammerat; Alle oplevelser synes for få til at vise det. Man kunne også bruge ham som rettesnor, både på og uden for banen.

Sotero

Sotero Aranguren i den klassiske hvide dragt.

De to spillere blev ikke glemt i den spanske hovedstad, hvor den spanske kongefamilie i 1925 donerede 14.000 pesetas til opførelsen af en skulptur af de to spillere. Det blev skulptøren Vela del Castillo, som skabte værket, som først fik plads i haverne omkring det gamle Chamartín og senere kom den ind og stå ved kontorerne på Estadio Santiago Bernabéu, men nu står den som nævnt på spillernes vej ud til banen og legenden fortæller, at det bringer held at røre de to spilleres knæ, inden man træder ind på Estadio Santiago Bernabéus grønsvær.


I de senere år har skulpturen fået en anden historisk betydning, idet man er begyndt at uddele små replikaer til spillere for lang og tro tjeneste og blandt andet fik Roberto Carlos et eksemplar i 2012, da han foretog det såkaldte Saque de honor før kampen mod Levante. Se klippet her:

 

Diskuter denne artikel i forumet.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.