Madridista

 
 

Real Madrid Femenino tog første stik i Champions League-kvalifikation

Real Madrid Femenino spillede i går den første af to kvalifikationskampe om endegyldigt at kunne kalde sig Champions League-deltager igen i år. Modstanderen var Sporting, lokationen var i Portugal, og det lykkedes Real Madrid med hiv og sving at få en sejr med hjem.

Spillet var dog langt fra lige så prangende, som det har været i de første to ligakampe i sæsonen, men tre gigantiske målmandsfejl resulterede i tre mål. Heldigvis til Real Madrids fordel.

Startopstillingen må betragtes som det hidtil stærkeste praj om, hvad Toril ser som sit bedste hold. Det var med de to nye centerbacks, Méndez og Lakrar fra start. Ikke overraskende foran Misa i målet og med Carmona og Oihane Hernández på backerne. På midtbanen var det ligeledes med de nye Angeldahl og Leupolz centralt, og de blev lidt overraskende akkompagneret af Toletti. Det betød, at den nye højrekant, Eva Navarro, var røget en tur på bænken, mens Redondo, Athenea og Weir altså udgjorde fronttrioen. Dermed ingen danskere fra start.

Det var som nævnt ingen skøn kamp, men Real Madrid kom foran allerede efter 11 minutter, da Athenea kunne lukrere på en komisk dårlig aktion fra Sporting-keeperen, der tillod hende at score på et frit mål. Senere skulle Misa bringe spænding tilbage i opgøret med et tåbeligt begået straffespark, som hjemmeholdet scorede på, og længe så 1-1 også ud til at blive resultatet. Real Madrid spillede sig ikke til det store, men sad dog på det meste af kampen, og i det 95. minut kom forløsningen alligevel. Carmona svang et indlæg ind i feltet, og igen-igen dummede Sporting keeperen sig gevaldigt ved ikke at kontrollere den ellers simple bold, og så stod Leupolz klar til at score sit første mål i Real Madrid-trøjen.

Bruun fik en halv time på banen, da hun kom ind i stedet for en anonym Redondo, mens Møller Hansen ikke fik spilletid.

Der er returopgør næste torsdag, og her har Real Madrid altså et glimrende udgangspunkt.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Femenino med ny flot sejr

Real Madrid Femenino skulle i går aftes følge op på deres flotte sæsonstart, og endnu engang vandt man stort med et rent bur på udebane.

Modstanderen var Real Betis, og der var roteret stort i Real Madrids startopstilling, selvom det var en helt uge siden, at man smadrede Espanyol med 5-0. På højrebacken spillede nyindkøbet Sheila García i stedet for Oihane Hernández, mens Rocío Gálvez fik den ene plads i centerforsvaret i stedet for María Méndez. Oppe på midten fik Teresa Abelleira og Sandie Toletti startpladserne i stedet for Filippa Angeldahl og Caroline Weir, mens Signe Bruun, der slet ikke kom på banen i sidste uge, startede på toppen i stedet for Alba Redondo.

Og netop den danske angriber skulle sætte sit markante aftryk på kampen med to scoringer og et vundet straffespark på en halv time. Efter ti minutter fortsatte Athenea del Castillo sin fremragende sæsonstart med et gennembrud i venstre side, og hendes afrettede indlæg havnede foran fødderne på den altid velplacerede Bruun, der nemt kunne score til 1-0.

Senere vandt danskeren et straffespark, med en skarp vending i feltet, der ramte en Betis-hånd. Carmona tog sig af forsøget, men det blev reddet, og Bruun scorede på returen. I de døende minutter af første halvleg blev det også til 3-0, da Toletti fulgte op på en retur efter et langskud.

Real Madrid gik derefter til pause med en skudstatistik på 16-1 og 69% boldbesiddelse. Og derfor fandt Toril fin grund til at rotere, inden midtugens Champions League-kvalifikationskampe. Ud gik Toletti, Athenea og Leupolz, og ind kom Weir, Angeldahl og Redondo. Senere fik unge Carla Camacho også sine første officielle minutter oven på sin korsbåndsskade, da Bruun blev skiftet ud. Der kom dog ikke flere mål, og dermed blev det en rigtig god kamp i Andalusien med en sejr og masser af spilletid til både nye og gamle spillere.

Real Madrids hold: Misa, Sheila (O. Hernández, 73’), Lakrar, Gálvez, Carmona, Navarro, Abelleira, Toletti (Weir, 46’), Leupolz (Redondo, 46’), Athenea (Angeldahl, 46’), Bruun (Camacho, 66’).

Log-på for at kommentere

Officielt: Maite Oroz skifter til Tottenham

Logo Realmadrid 010101

Maite Oroz blev denne sommer inkluderet i Real Madrid Femeninos anførertrio, og i første spillerunde kom hun også på måltavlen i 5-0-sejren over Espanyol, men det blev også det sidste, den 26-årige midtbanespiller opnåede i Real Madrid.

For lidt ud af det blå stod det pludselig klart fredag, at hun skifter til Tottenham. Her har hun fået en fire-årig kontrakt og nummer 10 på ryggen, så noget tyder på, at London-klubben, forhåbentlig, har smidt et solidt tilbud på bordet for at hente den populære spanier så sent.

Maite Oroz har i et par sæsoner ikke været tæt på startopstillingen, men hun er ofte blevet anvendt som en pålidelig indskiftningsspiller, men med denne sommers forstærkninger kunne spilletiden godt vise sig at blive endnu længere for hende.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Femenino møder portugisere i CL-kvalifikation

I spansk kvindefodbold er andenpladsen i ligaen desværre ikke nok til at gå direkte i Champions League, og derfor skal Real Madrid Femenino ud i en kvalifikationsrunde, inden man endeligt kan kalde sig deltagere i den store europæiske klubturnering.

Og den runde kommer til at blive afviklet i løbet af denne måde, og modstanderen bliver Sporting fra Portugal.

Første kamp spilles i Portugal den 18. eller 19. september, mens returen venter den 25. eller 26. hjemme i Madrid. Vinderen stryger direkte i Champions League.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Femenino uddelte ’manita’ til cataloniere i sæsonåbneren

Liga F’s bedste hovedstadshold, Real Madrid Femenino, skulle her til aften sparke sæsonen i gang i Catalonien, hvor Espanyol tog imod, og det blev en grum oplevelse for hjemmeholdet.

For Real Madrid bankede løs på hjemmeholdet i stort set hele opgøret med kun et par sporadiske muligheder den anden vej, som altid så ud til at komme i bagrummet bag Olga Carmona. Real Madrids nyudnævnte anfører var derfor eneste Real Madrid-spiller, der var lidt på bagbenene, men ellers var der godkendte og decideret prangende præstationer over hele linjen. Der var ingen danskere i startopstillingen, men der var til gengæld et hav af nye spillere i form af María Méndez og Maëlle Lakrar i centerforsvaret, Filippa Angeldahl og Melanie Leupolz på den centrale midtbane, Eva Navarro på højrekanten og Alba Redondo i angrebet.

Derudover var Caroline Weir tilbage fra sin korsbåndsskade, og den 29-årige skotte skulle ikke bruge mange minutter på at sætte sit aftryk. For i det 13. minut svang hun et frispark ind i feltet, hvor Espanyol-keeperen gik fuldstændig galt af bolden og derfor tillod Méndez at score i sin officielle debut. Ni minutter senere udbyggede Weir selv føringen, da hun samlede op på et afrettet skud fra Navarro og sparkede bolden fladt og sikkert i nettet.

Real Madrid havde masser af chancer i løbet af kampen, og Athenea del Castillo kunne flere gange have assisteret Redondo. Sidstnævnte manglede den sidste timing, men det var alligevel smagsprøver på, hvor godt det kan blive, hvis de to finder melodien i løbet af sæsonen. Og så skal der lyde en kæmpe begejstring over de to nye centerbacks, Méndez og Lakrar, der på baggrund af denne første stikprøve ser ud til at være de to bedste centerbacks, Real Madrids kvindehold nogensinde har haft.

I anden halvleg var Weir endnu engang på pletten efter 56 minutter, da hun tog imod Atheneas aflevering og selv fuldendte angrebet med en scoring til 3-0. Og oplæggeren til det mål scorede selv et par minutter senere, da højrebacken Oihane Hernández satte i et ihærdigt drev op langs højreflanken og endte med at finde Athenea ved bagstolpen, der nemt kunne score. I slutningen af kampen scorede indskiftede Maite Oroz kampens sidste mål, og dermed åbnede Real Madrid Femenino sæsonen med en flot og overbevisende 5-0-sejr på udebane.

Real Madrid Femeninos hold: Misa, O. Hernández, Lakrar, Méndez, Carmona, Angeldahl (Abelleira, 54), Leupolz, Navarro (Sheila García, 54’), Weir (Oroz, 62’), Athenea (Møller Hansen, 62’), Redondo (Toletti, 70’).

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...