Optakt: Bayern München - Real Madrid, CL, kvartfinale, 2. kamp
Der venter en svær kamp, når Real Madrid i aften gæster Allianz Arena til returkampen i CL-kvartfinalen mod Bayern München.
Det er hele sæsonen, der står på spil, når man skal forsøge at vende et nederlag på 1-2 til samlet sejr og det skal ske mod Europas måske stærkeste hold i øjeblikket. De har foreløbig gjort kort proces i deres fem foregående hjemmekampe, som er resulteret i fem overbevisende sejre og en målscore på 16-3, altså mere end tre mål i snit pr. kamp.
I den første kamp var Michael Olise den store oplevelse for Bayern München og han gjorde livet svært for Carreras. Til aftenens kamp står han over for Ferland Mendy, som er blevet sine mange skader kvit og det fortæller næsten alt om Real Madrids fortrædeligheder, at venstrebacken bliver kaldt en talisman til aftenens kamp.
Han kommer til at udgøre et forsvar med Trent, Militao og Rüdiger og de skal altså forsøge at stå imod en tysk offensiv, som foreløbig er noteret for 153 mål i denne sæson, fordelt på de forskellige turneringer.
Det hjælper ikke på Real Madrids chancer, at holdets bedste midtbanespiller, Tchouaméni, er ude med karantæne. Egentlig var Camavinga udset til at få afløser-rollen, men Arbeloa har besindet sig og i stedet kommer Fede Valverde og Thiago Pitarch til at danne midtbane med Güler og Bellingham, mens Vinícius og Mbappé skal forsøge at finde lidt træfsikkerhed frem i front.
Real Madrid er dog på ingen måde en velkørende maskine og i de seneste 11 kampe er det blot blevet til seks sejre, hvilket har bragt klubben på randen af total deroute, som kan blive fuldbyrdet i aften, hvis ikke man vender nederlag til samlet sejr.
Det vil kræve en hidtil uset indsats fra samtlige spillere, men der er en indædt tro på, at man kan skabe resultatet.
Der er kampstart kl. 21 og kampen kan ses på 3+.
Real Madrids forventede hold: Lunin, Trent, Militao, Rüdiger, Mendy, Fede Valverde, Thiago Pitarch, Güler, Bellingham, Vinícius, Mbappé.
