Real Madrid holder øje med Roma-marokkaner

Da Neil El Aynaoui i sommeren 2025 skiftede fra franske Lens til italienske Roma for 25 millioner euro, havde han status som et af Europas mest lovende midtbanetalenter. Men siden er karrieren ikke helt forløbet som ønsket for den 24-årige marokkaner.

 

El Aynaoui har eksempelvis kun spillet 20 af 32 mulige Serie A-kampe, hvoraf kun fem har været som starter. Godt nok var han også afsted til Africa Cup of Nations, hvilket afholdt ham fra syv ligakampe, da Marokko som bekendt klarede den hele vejen til finalen, men det vidner stadig om en mand, der ikke er helt inde i folden hos cheftræner Gian Piero Gasperini. Til gengæld fik han bemærkelsesværdigt nok fuld spilletid i syv af otte kampe i ligaformatet i Europa League, men alt i alt vidner 29 kampe i sæsonen for Roma, heraf 13 som starter, med ét mål og én assist til følge ikke ligefrem om en gennembrudssæson.

Ikke desto mindre rapporterer Marca, at både Real Madrid og Barcelona holder øje El Aynaoui som mulig forstærkning til midtbanen, og i så fald vil sidstnævnte formentlig have teten i eventuelt ræs om reservespilleren fra Serie A’s nummer seks. Historien går nemlig på, at El Aynaoui i sin tid stoppede med at spille tennis på grund af sine store beundring for Barcelona-ikonet Andrés Iniesta.

Mens El Aynaoui kæmper med det på klubplan, er han afsindigt fastspillet på landsholdet, hvor han har fået fuld spilletid i samtlige af sine 15 landskampe, herunder semifinalen og finalen i Africa Cup of Nations, der begge gik i forlænget spilletid.

Ud over at klubkarrieren hidtil godt kan skabe undren over, hvorfor Real Madrid efter sigende skulle have øje for marokkaneren, har han i øvrigt også kontrakt med Roma frem til 2030, så helt billig er han nok heller ikke.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...