MARCA: Hazard er Real Madrid-spiller om få dage
Chelsea-angriberen, Eden Harzard, vil angiveligt blive Real Madrids tredje signering inden næste sæson. Ifølge MARCA vil Harzards skifte til Real Madrid nemlig blive offentliggjort i løbet af få dage. Kontrakten med belgieren kommer i kølvandet på underskrifterne fra Rodrygo Goes og Eder Militao.
Hazard har længe været interessant for Real Madrid og allerede i 2012, da Hazard blev solgt fra Lille til Chelsea, skulle Zinedine Zidane, ifølge MARCA, have foreslået Florentino Perez at købe spilleren.
Det blev som bekendt ikke til et køb af belgieren dengang, men Perez havde eftersigende givet udtryk for, at han ville overveje at købe Hazard, når han havde nået et højere niveau.
Et niveau som Hazard tilsyneladende har nået nu og så snart Chelseas sæson er ovre, vil han altså angiveligt være Real Madrid-spiller. Belgieren har desuden afvist op til tre tilbud om kontraktfornyelse fra Premier League-klubben, og rygtet lyder på, at han altid har haft en drøm om at spille i Real Madrid.
Det forventes, at Real Madrid skal give omkring 100 millioner euro for Hazard, hvilket svarer til cirka 750 millioner danske kroner, fordi han kun har et år tilbage af sin kontrakt i Chelsea.
Sidste sommer ville den engelske klub have hele 200 millioner for belgieren, men siden da har Real Madrid og Chelsea angiveligt fået et bedre forhold grundet lånet af Mateo Kovacic.
Med købet af Hazard vil Real Madrid fortsat kigge efter spillere, der kan forstærke den nuværende trup, men klubben har gjort det klart, at de ikke ønsker at spendere alt for store summer penge på at hente spillere.
Real Madrid vil desuden forsøge at overholde en vis lønbegrænsning. Sergio Ramos vil således være den bedst betalte spiller i klubben og ingen spillere kommer, ifølge MARCA, til at overstige anførerens løn, med mindre klubben betragter dem som verdensklassespillere.
Ved købet af Hazard er det således også tvivlsomt, at klubben henter Paul Pogba og Christian Eriksen, der ellers også har været rygtet til klubben.
Franske Pogba, der ellers angiveligt skulle være det øverste navn på Zidane ønskeliste, har ikke fanget Real Madrids fulde interesse, grundet beløbet på 150 millioner euro, som Manchester United vil have for ham.
Midtbanespilleren skulle eftersigende været interesseret i at forlade den engelske klub for et skifte til Real Madrid, men Manchester United ønsker ikke at sælge spilleren for mindre end et nævneværdigt højt beløb.
Real Madrid har desuden sat Eriksen i venteposition, da han, ifølge MARCA, venter på svar fra Zidane og Real Madrid, før han giver Tottenham svar på, om han ønsker at forlænge sin nuværende kontrakt i Premier League-klubben.
