Referat: Valencia - Real Madrid 0-3, LaLiga, 12. spillerunde

Real Madrid jagtede deres ottende sejr på stribe, da de lørdag aften, måske for sidste gang, besøgte Mestalla, hvor opgaven var soleklar: en sejr over Valencia, der så ofte har forvoldt store problemer for Los Blancos. Inden kampen skulle Jesús De Miguel dog naturligvis hyldes af hele stadion. Tenerife-spilleren var ude for en alvorlig ulykke i mandags mod Andorra, og døde desværre tirsdag morgen.

Kampen blev ligeledes afbrudt i 9. minut for at hylde spilleren igen.

Real Madrid lagde godt fra land med et solidt tryk mod hjemmeholdets mål, men store chancer blev det dog ikke til. Kampens første skud på mål kom derimod fra Valencias Aaron Mayol, der fik testet Thibaut Courtois med et godt skud, men belgieren fik det til at se legende let ud at redde forsøget. På det efterfølgende hjørnespark, fik Valencia bolden i nettet, men Guido Rodriguez var offside.

Real Madrids første skud på mål kom i det 28. minut. En som altid overtændt Pablo Maffeo nedlagde Kylian Mbappé på kanten af feltet, og franskmanden valgte selv at sparke frisparket. Den røg dog lige i muren, men return endte hos den langt farligere (fra netop den afstand) Federico Valverde, der sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet med den allerstørste selvfølgelighed.

Real Madrid fortsatte med presset og små 10 minutter senere blev Bellingham isoleret med Pepelu i feltet, og englænderen gled let forbi inden han sendte en hård bold ind i feltet, som efter en afretning endte for Arda Gülers højrefod, og den ekstremt formstærke tyrker gjorde det stensikkert til 2-0 til udeholdet.

I pausen af kampen stillede Pablo Maffeo i øvrigt op til interview, hvor han påstod, at Valencia blev bortdømt.

I anden halvleg var Real Madrid stadig markant stærkere end Valencia, hvilket resulterede i en række gode muligheder til Kylian Mbappé, der dog ikke var den skarpeste version af sig selv. I det hele taget er Mbappé paradoksalt nok i en periode, hvor han spiller ret dårligt, men samtidig scorer i hver eneste kamp. Vi lever med det for nu. Og det var da også franskmanden der skulle hamre det sidste søm i den valencianske kiste. Arda Güler jagtede en lang bold, og selvom han dårligt fik kigget op fra jorden, så fandt han alligevel Mbappé i feltet med en perfekt aflevering, og så kunne Madrid-topscoreren endelig score sit obligatoriske mål til slutresultatet 3-0.

Han kunne dog have scoret igen, for lige efter blev han sendt i dybden af Yan Diomandé, men inden han kunne nå at skifte til sjette gear kom Valencia-anfører José Gayá flyvende gennem luften for at stoppe ham. Klokkeklart rødt kort til Gayá, som dog alligevel tillod sig at brokke sig.

På det her tidspunkt var vi i det 79. minut, og Real Madrid havde stadig ikke skiftet ud i en kamp, der var afgjort, og hvor modstanderne ikke længere var på banen for at spille fodbold. Vi måtte faktisk helt frem til det 84. minut før José Mourinho begyndte at skifte ud, og selvom der ikke er meget at kritisere træneren for i øjeblikket, så behøver man måske ikke at holde sine spillere på banen så længe, og særligt ikke i den atmosfære.

Det hele sluttede dog lykkeligt, og inden Barcelonas kamp mod Atlético Madrid søndag aften er Real Madrid á point med catalanerne.

Kampens spiller: Det er sjældent nemt for Real Madrid at besøge Mestalla, og i aften kunne sagtens have været endnu én af de aftener, hvis ikke holdet havde været i stand til at holde hovederne kolde. Konaté var brølstærk, det samme var Huijsen, og i Cucurella kunne undermåleren Pablo Maffeo spejle sig og indse, at selv på shithousery har han langt til toppen af fødekæden. Endnu engang en top koncentreret indsats af Real Madrid i LaLiga, og dét er en fornøjelse. I tidligere sæsoner havde slagsmåler haft to deltagere, men denne gang var det ene hold på banen for at spille fodbold. 

Kampens badebold: En sejr på Mestalla kan ikke udløse badebolde i den traditionelle forstand, hvor de gives til Real Madrid-spillere. Den kan til gengæld godt udløse badebolde til det underfrankerede tæskehold Javier Aguirre havde sendt på banen med Pablo Maffeo, Guido Rodriguez og Umar Sadiq i front. Maffeo var Maffeo, Guido var livsfarlig, og Sadiq mindede mere om Frankensteins monster i sin kontrol af lemmer end en angriber i en europæisk storklub. Det havde næsten givet mere mening, hvis han var mødt op i rustning og træsko end fodboldtøj. Der er heldigvis en reel chance for at de rykker ned.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det er jo et skidt tidspunkt den landsholdstermin kommer på, for Real Madrid rejser fra den ene sejr til den anden. Otte i streg! Men efter landskampene venter en stor opgave for Mourinho, for hvad vil han gøre nu, når Vinicius' karantæne er overstået? Han har tydeligt vist, selv med ekstra hvile, at han ikke har niveau til at starte inde for Real Madrid i øjeblikket. Men kommer han til det alligevel?

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...