Kroos redder Tyskland fra kæmpemæssig VM-fadæse

Kroos fortsætter den fine stil, som Real Madrids VM-spillere har lagt for dagen i Rusland.

Verdens næstbedste midtbanespiller, Toni Kroos, trådte i karakter i overtiden mod svensken og sikrede Tyskland tre point i en kamp, der bød på stor intensitet, mange chancer, stort tysk spillerovertag, et rødt kort og en dedikeret arbejdsindsats af Sverige.

I første halvleg havde Kroos en uheldig fod med i Sveriges føringsmål, da Real Madrids tyske midtbanespiller var involveret i et uheldigt boldtab, der ledte op til Toivonens frække 1-0 scoring med et elegant lob over Manuel Neuer i det tyske mål.

Kroos rettede imidlertid op på skaderne fra første halvleg og scorede tyskernes sejrsmål efter en sand frisparksperle til stor forløsning for det fremmødte tyske publikum. Kroos var generelt her, der og alle vegne på den tyske midtbane, hvor han især i anden halvleg var en fremtrædende skikkelse og ifølge statistik-sitet whoscored.com var Kroos også kampens spiller.

Det var da også en lettet Kroos, der i et interview umiddelbart efter kampen udtrykte sin glæde over sejren, men samtidig erkendte, at tyskerne ikke har leveret op til fordoms styrke…. endnu.

Tyskland sidder nu på andenpladsen i Gruppe F, da man er bedre indbyrdes med Sverige. Der er derfor stadig maksimalt pres på de forsvarende tyske verdensmestre inden gruppefinalen mod Sydkorea på onsdag.

Seneste artikler...