Carvajal: Vi gemmer et skab i omklædningsrummet til Neymar

Sommerens store transfer-flirt mellem Real Madrid og Neymar har fået Real Madrids spillere til at stå i kø for at fortælle pressen og Neymar, hvor gerne man så den tidligere Barcelona-spiller trække den hvide trøje over hovedet. Således udtaler Carvajal i et interview med Cadena SER, at der altid er plads til nye spillere i klubben:

”Om han er født til at spille i Real Madrid, skal jeg ikke kunne svare på. Real Madrid vil altid gerne have de bedste i verden. Hvis præsidenten gerne vil have ham, så gemmer vi et skab i omklædningsrummet til ham,” fortæller den spanske højreback.

Carvajal blev ligeledes spurgt ind til rygterne omkring et køb af Odriozola, som skal konkurrere med Carvajal om pladsen på højreback for Real Madrid:

”Hvis træneren og præsidenten synes, at det er nødvendigt, jamen så velkommen. Jeg synes, at han er en fantastisk spiller - ung og med gode defensive egenskaber. Han er en meget komplet spiller,” afslutter Carvajal.

 

Seneste artikler...