Marca: Real Madrid har ingen planer om at sælge Ronaldo

Kun et officielt håndtryk mellem Ronaldo og Pérez kan aflive de mange rygter, der i skrivende stund florerer.

Den spanske sportsavis Marca kunne i dagens avisudgave afsløre, at Juventus har intensiveret jagten på Cristiano Ronaldo, som Tuttosport meldte den italienske storklub interesseret i i søndags. 

Men ifølge Marca har Real Madrid ingen planer om at afhænde Ronaldo, da man håber på en forsoning, der kan udmønte sig i en kontraktforlængelse. 

Real Madrid og Ronaldo er imidlertid et stykke fra hinanden i disse forhandlinger, da madrilenernes seneste tilbud om en lønforhøjelse ikke faldt i god jord hos portugiseren.

Men som skrevet et par gange tidligere på madridista.dk, så er Real Madrid af den overbevisning, at Ronaldo ikke kan finde en bedre destination til at opnå sine individuelle mål end i den spanske hovedstad, hvilket da også er Florentino Pérez' bedste lokkemiddel, da man ikke er villig til at sprænge banken i en kontraktforlængelse med Ronaldo.

Seneste artikler...