De store profiler kan erstattes i Real Madrid – Kommer vi til at savne Ronaldo?

Real Madrid har i dette transfervindue ladt Cristiano Ronaldo skifte klub, på trods af hans enorme vigtighed for klubben, og hans tilstedeværelse på banen som nærmest udgør en garant for de vanlige 50 mål per sæson. Fortiden fortæller os dog, at Real Madrid altid formår at rejse sig ovenpå et tab af en offensiv nøglespiller.

Da Ronaldo Nazario forlod klubben, kom Van Nistelrooy til. Da han forlod klubben kunne Higuaín tage over, hvad angik målscoringen. Da han forlod Bernabéu, overtog Benzema.

Selv i nyere tid har det karakteriseret Real Madrid, at klubben har været i stand til at ”glemme” flere af de store stjerner efter de har forladt klubben. I 2013 mistede man både Higuaín og Özil, men vandt La Décima i netop den sæson. Også nøglespillere som Di María og Casillas har forladt klubben, uden at præstationerne dalede efterfølgende. Én af de seneste eksempler er James, hvis skifte til Bayern München dårligt påvirkede Real Madrid, som blot ti måneder senere vandt Champions League, takket være truppens enorme bredde.

Man kan selvfølgelig have en pointe i, at Cristiano Ronaldo har været langt større og vigtigere end mange af de ovennævnte spillere (hvis ikke dem alle), men måske er nøglen for Real Madrid blot at finde en ny måde at spille på, som ikke kræver at verdens bedste fodboldspiller er ansvarlig for hovedparten af kampenes afslutninger, og ikke mindst mål.

Senest formåede Real Madrid da også at vinde Champions League-finalen, uden en specielt sprudlende Cristiano, men derimod via et par andre spillere som viste klassen på den store scene.  

Seneste artikler...