Courtois rykker tættere på Real Madrid
Det er angiveligt kun detaljer der afholder Real Madrid fra at sikre sig underskriften på Thibaut Courtois. Den sidste brik i puslespillet der sender den belgiske landsholdsmålmand til Madrid, er Chelseas søgen efter en kompetent afløser på pladsen mellem stængerne i London-klubben.
Chelsea er ikke interesseret i at sælge sin målmand, før man har en afløser klar i kulissen. Med Alisson Becker tæt på Liverpool, er han ikke længere en mulighed, hvorfor Chelsea har vendt blikket mod danske Kasper Schmeichel.
Belgiske medier regner det for sikkert, at Courtois vil være at finde i Real Madrid inden længe, i en handel der indbringer den 1.99 meter høje målmand 12 millioner euro om året de næste fem år. Den tidligere Atlético Madrid-målmand befinder sig lige nu på ferie i Tenerife, hvor han afventer klubbernes næste skridt.
