Real Betis vil have Ceballos




Betis er på udkig efter en offensiv-spiller, og har ikke opgivet håbet om, at den plads skal udfyldes af Dani Ceballos, som de solgte til Real Madrid for et år siden. Således har Betis-træner, Quique Setién, sendt en åben invitation til Ceballos om at vende tilbage til klubben, hvor han kom op gennem ungdomsrækkerne.

”Nogle gange er det bedst at tage et skridt tilbage for at få mere spilletid. Jeg ved ikke, om den nye træner i Madrid har givet Ceballos forhåbninger om mere spilletid, men jeg vil altid anbefale unge spillere at søge mod en klub, hvor de er garanteret spilletid. Selv hvis det betyder, at man må tage et skridt tilbage. Lange perioder uden spilletid vil altid have en negativ effekt på en spillers udvikling,” fortæller Setién til den spanske radiostation, Onda Cero.

”Dani er en spiller, som vi altid godt har kunnet lide, og jeg tror, at han kan udrette store ting for os. Han ved, at vi i Betis altid vil være interesserede i ham, men han er i Madrid nu, og har muligvis et andet syn på tingene.”

Ceballos blev købt i Betis for 18 millioner euro sidste sommer, efter at være kåret som U21-EMs bedste spiller. Han var under Zidane den mindst benyttede spiller, med kun 899 minutters fodbold i sidste sæson.

 

Seneste artikler...