Efter 18 år: Slut med Guldbold-vindere i Real Madrid
Med Cristiano Ronaldos farvel er det slut med Guldbold-vindere i Real Madrid efter 18 år.
Siden Florentino Pérez´ ankomst som præsident i 2000 har det været hans holdning, at de bedste spillere skulle være i Real Madrid.
Og gennem de 18 har der altid været en Guldbold-vinder i truppen, men med salget af Cristiano Ronaldo er det ikke længere gældende.
Det startede med købet af Luis Figo i Barcelona og i de følgende år kom Zinedine Zidane og Ronaldo Nazario og til sidst Michael Owen. De fire spillede sammen i sæsonen 2004/05, hvorefter Luis Figo skiftede til Inter og Owen returnerede til England og Newcastle. Året efter stoppede Zinedine Zidane sin karriere, men Fabio Cannavaro blev hentet til klubben og vandt senere på sæsonen det eftertragtede trofæ.
Italieneren blev den eneste Guldboldvinder i truppen året efter, da Ronaldo skiftede til Milan og han var i klubben i tre sæsoner.
Herefter vendte Florentino Pérez tilbage som præsident efter at have været væk i tre år og han indledte sin tilbagekomst med at hente Guldboldvinderne Kaká og Cristiano Ronaldo og sidstnævnte har altså været i klubben frem til denne sommer.
Real Madrid har dog fortsat muligheden for at få en ny Guldbold-vinder i truppen, idet Raphaël Varane og Luka Modric er nominerede til prisen i år.
