Lopetegui vil have større defensiv opmærksomhed

Man kan ikke erstatte de 50 mål, som Cristiano Ronaldo var god for pr. sæson. Det er Julen Lopetegui fuldt ud klar over og en stor del af hans forberedelser til den kommende sæson er derfor planlagt ud fra at imødegå den udfordring.

En del af løsningen er, at Real Madrid skal være bedre defensivt udrustet. Dermed ikke sagt at Real Madrid skal parkere bussen og satse på 1-0-sejre, men hele Lopeteguis fodbold-filosofi går ud på masser af boldbesiddelse og så at være aggressive, når man mister bolden.

Derfor har en stor del af træningen i de første knap 14 dage også været med bold og med mange øvelser, hvor man netop er særdeles pågående efter at boldtab.

Og netop et stærkt forsvar er vejen til et spansk mesterskab, idet 6 af de seneste 11 mesterskaber er gået til holdet, som har ladet færrest mål gå ind.

Julen Lopeteguis resultater taler da også for sig selv. Selv om han ikke blev mester med Porto i sin første sæson i Portugal, så var holdet stærkt defensivt med kun 13 indkasserede mål i 34 kampe. Sæsonen efter blev Lopetegui fyret i Porto, men i de 26 kampe, som han nåede at stå i spidsen for holdet, lukkede man kun 21 mål ind.

Og på det spanske landshold lukkede man kun 12 mål ind i de 20 kampe, som han nåede som landstræner og i 11 af dem holdt man nullet.

Der venter dog Lopetegui en stor opgave i Real Madrid, som i sidste sæson lukkede masser af mål ind, nemlig hele 44 mål i de 38 kampe.

Seneste artikler...