Madridista.dk mener: Hvad er det egentlig, vi venter på

For omtrent 20 dage skiftede Cristiano Ronaldo til Juventus. Et farvel til klubben, men også et ventet farvel, der blev varslet allerede minutterne efter Champions League-sejren over Liverpool, hvor CR hellere ville tale om sig selv end at juble over holdet. Ramos kritiserede ham – med rette ... og måske Cristianos farvel netop også blev forventeligt punktum. Ikke en gang har han udtalt, at han elsker klubben, selv afskedsbrevet til os, klubbens fans, handlede primært om hans egne bedrifter.
 
Siden skiftet blev offentliggjort har jeg nærmest slidt 'F5-knappen' på min computer, når jeg i tiltagende desperation har besøgt AS, Marca og de andre spanske sportsaviser.
 
Først var der rygter om stjerner – Mbappe, Neymar, Hazard – så var udtalelserne fra Florentino, "... denne sommer kommer vi til at forstærke os med nye utrolige spillere" – så blev der trukket lidt i bremsen fra selvsamme præsident; nu handlede det om, at man ville hente fremtidens stjerner (som set med Vinicius, Lunin, Rodrygo, Asensio og så videre) ... og så nu ...
 
... tavshed ...
 
Fra klubben,
Fra rygtebørsen,
Selv fra de ellers ret så opfindsomme sociale medier kommer der intet.
 
...
 
Og så tilbage til min afgrundsdybe frustration – for vi mangler da en stjernespiller, gør vi ikke? En, der kan tage over for Cristiano Ronaldo? En, der kan redde os og fri os fra nedrykning og – gys – et år uden CL-guld.
 
Eller gør vi?
 
For sandheden er, at uanset hvem vi køber, så får man ikke en ny Cristiano Ronaldo, en spiller med så meget tilstedeværelse og vindermentalitet, at han nærmest egenhændigt tordner forbi den ene klub efter den anden. En sådan spiller kan man ikke købe sig til. Uanset hvor meget vi ønsker det.
Men måske der et eller andet sted i det her faktisk er noget meget positivt ved netop det?

For Real Madrid har søgt Cristiano Ronaldo meget, alt for meget, og vel nærmest haft en gameplan, der udelukkende har været lagt an på portugiseren og på at bringe ham i de bedst-mulige situationer. Naturligvis fordi det gav mål, men omvendt har det også været problematisk for friheden og udfoldelsesmulighederne for resten af truppen, og måske endda allermest problematisk for at give de mange spirende frø i klubben mulighed for at blomstre, portugiseren har været det træ, der har skygget for resten, mens han selv har stjålet solen.
 
Det kan vi endelig ændre på.
 
Vi har nemlig – elsk det eller ej – allerede en trup med flere juveler, der får nye muligheder for at blomstre  – Isco, Asensio (sidstnævnte må og skal have mere spilletid), Bale, som kan han holde sig skadesfri, endelig kan tage det skridt op, vi alle håber på, Benzema, der kan finde tilbage i målscorerens rolle fremfor at søge længere ned i banen og agere opspilstation, samt naturligvis sultne folk som Vinicius, Ceballos, Ødegaard og Mayoral, der med rette må forvente mere end et par indhop i den kommende sæson.
Ikke mindst takket være Lopeteguis mere flydende system og hans mod til at give de unge talenter chancen.
 
Min pointe? At man risikerer at ødelægge den harmoni og jævnbyrdighed i truppen, man i den grad har fået mulighed for at opbygge nu. Et 'kollektiv' kalder medierne det – et sådant forudsætter en trup uden en dominerende spiller, der tager al fokus – både på og ikke mindst uden for banen.
Madrid har ikke haft den luksus i årtier – men når holdets nu mest 'hypede' spiller er Luka Modric, så er der ikke den store fare for ret meget disruption på de indre linjer. Tværtimod kan man nærmere frygte, at det bliver lidt for kedeligt ...
 
Personligt er jeg nået dertil, at jeg håber, man køber en enkelt angriber – det manglede vi allerede sidste år – men i stedet for en dyr herre som Harry Kane, vil jeg langt hellere foretrække en rotationsspiller, der vil indgå i kollektivet og som forstår, at ingen er over klubben.
Det havde en portugiser det til tider svært ved.
 
Jeg er helt med på, at det forudsætter et 'hvis', at man ikke køber en 'galatico' – for der er en risiko for, at Asensio falder igennem, at Isco ikke løfter niveau til altid at spille godt, at Benzema stadig ikke kan ramme målet og at Bale igen, igen, igen bliver skadet.
Men måske det er en chance, man skal tage – og hvis ikke; så skal Florentino Perez være evigt opmærksom på ikke at ødelægge muligheden for harmoni ved hovedløst at kaste ind på et frådende transfermarked.

Jeg tror, han er blevet for klog til at gøre det – og skulle han vakle, så er jeg sikker på, at Lopetegui nok skal holde ham i ørerne.

Seneste artikler...