Ingen panik i forhold til spiller-indkøb
Et kig på Madridista.dk´s forum eller på vores Facebook-side vidner om en begyndende panik over, at man ikke allerede har præsenteret en eller flere store navne, som skal tage over for Cristiano Ronaldo.
Det er ikke en panik, som man finder på ledelsesgangen i Real Madrid. Overhovedet ikke.
Her afviser man naturligvis ikke, at der kan komme indkøb inden transfervinduet lukker den 31. august, men som nævnt flere gange tidligere, så går man ikke med på galejen og betaler astronomiske summer for at hente spillere.
På ledelsesgangen har man nemlig fuld tillid til den trup, som man råder over på nuværende tidspunkt og derfor vil man kun handle, hvis der opstår en fordelagtig situation og man vil kun forstærke sig på positioner, hvor man rent faktisk mangler spillere.
Derfor er de tre kampe i USA vigtige, for de kan give et pejlemærke over truppens reelle mangler, men den sande styrkeprøve ligger den 15. august, hvor Real Madrid spiller om sæsonens første titel, nemlig den europæiske Super Cup mod Atlético Madrid, hvor begge mandskaber forventes at være i næsten stærkeste opstilling.
Men i spansk presse har man efterhånden indstillet sig på, at man ikke skal rydde forsiderne for at præsentere en Galáctico i Real Madrid, som nærmer sig en ny transfer-rekord.
