Endnu en titel til Real Madrid
Forud for gårsdagens træningskamp mod Manchester United modtog Real Madrid sæsonens første titel.
Der er tale om en hæderstitel fra intet mindre end det amerikanske wrestling-forbund WWE, som også tidligere er blevet uddelt til fodboldklubberne Chelsea og Manchester City, NBA-holdene Cleveland Cavaliers og Golden State Warriors, samt den amerikanske tennisstjerne Serena Williams.
Real Madrid skulle heldigvis ikke i nævekamp for at modtage trofæet, der blev overrakt i form af et bælte til Lucas Vazquez og Dani Carvajal under dagens træning.
Med titlen fulgte en lykønskning fra wrestler-legenden Paul ”Triple H” Michael Levesque: ”Efter den fantastiske præstation at have vundet Champions League tre gange i streg er det tid til at Real Madrid bliver hyldet som en ægte WWE-mester! Hala Madrid!”
Efter at have modtaget bæltet og WWE-titlen blev Paul ”Triple H” og resten af WWE-stjernerne inviteret på stadion så de kunne overvære kampen mod Manchester United.
Ligesom Real Madrid truppen befinder mange af WWE-wrestlerne sig også i Miami, hvor de træner frem mod et af sæsonens højdepunkter, SummerSlam.
