ESPN: Courtois har meddelt Sarri, at han vil væk
Thibaut Courtois kan være kommet et stort skridt nærmere et skifte til Real Madrid.
I hvert fald melder ESPN, at den belgiske målmand nu direkte har fortalt Chelsea-træner Maurizio Sarri, at han ønsker at forlade London-klubben og dermed synes vejen banet for en tilbagevenden til den spanske hovedstad.
I denne weekend var belgierens agent selv ude og proklamere, at Courtois har gjort klart, at det vil være bedst for ham at rejse til Madrid, men hovedpersonen selv var fåmælt, da han mødte engelsk presse og nøjedes med at konstatere, at det er et følsomt emne.
Det engelske transfervindue lukker på torsdag ved midnat, hvilket betyder at Chelsea fra på fredag ikke vil have mulighed for at købe en erstatning, men Real Madrid har helt frem til den 31. august til at få lukket handlen og derfor er der ikke nødvendigvis en afklaring i denne uge.
