Courtois udeblev fra træning

For at lægge yderligere pres på Chelsea på vejen mod sit formodede skifte til Real Madrid, valgte den belgiske landsholdsmålmand at udeblive fra mandagens Chelsea-træning.

Ydermere var det forventet, at Courtois ville møde op og støtte sine holdkammerater i søndagens Community Shield kampen på Wembley, hvor Chelsea endte med at tabe 0-2 til Manchester City. Courtois dukkede dog aldrig op og har efterfølgende ikke givet nogen forklaring på sin udebliven.

Ifølge engelske The Telegraph havde den nyligt tiltrådte Chelsea-træner Mauricio Sarri ellers planlagt at tage en lang og alvorlig snak om fremtidsplanerne for Courtois ved mandagens træning. Det blev der dog ikke noget af, da belgieren i stedet valgte at blive i Belgien og modtage en hæderspris fra sin gamle klub Genk.

Det har ifølge engelsk presse fået Sarri helt op i det røde felt og efterfølgende udtalt, at han kun ønsker spillere der er villige til at give sig 100 % for klubben.

Dermed skulle døren endegyldigt være smækket i for Courtois som fremtidig Chelsea målmand. Samtidig tyder meget på at Bernabeus porte snart vil åbne sig for den 26-årige belgier, der dermed får sit længe ventede ønske om at returnere til den spanske hovedstad til at gå i opfyldelse.

Seneste artikler...