Ti spillere på assistlisten i LaLiga

Karim Benzema lavede ti målgivende afleveringer i LaLiga i sidste sæson, der kun blev overgået af 12 stk. fra henholdsvis Lionel Messi, Luis Suarez og Pablo Fornals.

Der er foreløbigt langt op til ti assist i LaLiga for nogle af Real Madrids spillere, men i alt har ti spillere leveret målgivende afleveringer i indeværende sæson.

Luka Modric og Lucas Vázquez topper listen med tre assists hver. I sidste sæson leverede Real Madrids Ballon d’Or-vinder fem assists og Vázquez hele syv assists – næstflest af alle i truppen sammen med Isco og Toni Kroos.

Fire spillere har fundet sine medspillere foran mål to gange i indeværende sæson. Således har Álvaro Odriozola, Gareth Bale, Marco Asensi og Karim Benzema alle været i oplæggerens rolle to gange.

Benzema har dermed langt op til sine ti assists fra sidste sæson, men det hænger sammen med, at Real Madrids franske angriber afslutter flere angreb i år efter Cristiano Ronaldos afgang, hvor han i sidste sæson havde travlt med at sætte portugiseren op til scoringer.

Kroos, Isco, Dani Carvajal og Sergio Reguilón, der er seneste mand på assistlisten med sin målgivende aflevering til Benzema i weekendens kamp mod Alavés, har alle én assist på samvittigheden i indeværende sæson.

For de to førstnævnte er det langt under niveau i forhold til sidste sæson, men for Iscos vedkommende hænger det sammen med, at han ikke længere er en af de foretrukne spillere i truppen, og i Kroos’ tilfælde er det givetvis en konsekvens af, at Real Madrid ikke har scoret ret mange mål efter standardsituationer i år, hvor tyskeren og Sergio Ramos havde et godt samarbejde i sidste sæson.

Vinicius Jr. topper Real Madrids interne assistliste på tværs af alle turneringer med ti assists. Herefter følger Odriozola med otte og Benzema med syv.

Seneste artikler...