Paco López frygter ikke Real Madrid - går efter at vinde
Paco López glæder sig til igen at skulle måle sit hold mod et af de bedste i spansk fodbold, når Real Madrid gæster Ciutat de Valéncia.
Sidst de to hold mødtes trak Levante det længste strå, og det har hjemmeholdets træner en ganske særlig forklaring på.
- Der findes to slags mennesker: dem, der går på banen for at vinde, og dem, der går banen for ikke at tabe, indleder López ganske filosofisk sit pressemøde og fortsætter:
- Jeg snakker om attitude. Vi går altid efter at vinde, men vi respekterer naturligvis en stærk modstander som Real Madrid; ideen er imidlertid stadig at vinde.
Ligesom de fleste andre trænere i spansk fodbold, er López også imponeret over Vinicius' kvaliteter, som han mener, er begyndt at vise, hvorfor Real Madrid satsede på ham.
- Vinicius viser, hvorfor Real Madrid satsede på ham. Han viser masser af mod og med den fart, er han i stand til at komme forbi alle, siger Levante-træneren om Los Blancos' nye brasilianske stjerneskud.
Levantes defensiv kommer formentlig til at stå over for Vinicius Jr. i aftenens kamp, da Santiago Solari valgte "at spare ham" i weekendens kamp mod Girona, hvilket blev dyrt for madrilenerne.
