900 kampe med Florentino Pérez

Zinedine Zidane står foran sin kamp nr. 150, når Real Madrid lørdag eftermiddag står over for kriseramte Celta Vigo, men der skal fejres mere end ét jubilæum på Santiago Bernabéu denne dag. Det er nemlig ligeledes Florentino Pérez’ 900. kamp som præsident for klubben.

Pérez forsøgte at blive præsident for første gang i 1995. Han tabte valget til Ramon Mendoza i 1995, men denne måtte senere træde tilbage og overlod posten til vice-præsident Lorenzo Sanz. I 2000 forsøgte han sig så igen, denne gang med løfter om at forbedre klubbens økonomi, samt købe FC Barcelonas største stjerne, Luis Figo. Det lykkedes som bekendt at vinde valget, og Pérez holdt sine løfter. Dermed var det projekt som senere kom til at hedde Zidanes y Pavónes, eller Galacticos-æraen, en realitet.

Den 27. februar 2006 valgte Pérez at trække sig som præsident efter et udebanenederlag på 1-2 til bundholdet Mallorca, og udsigten til en tredje sæson uden trofæer.

- Jeg besluttede mig at hasteindkalde et bestyrelsesmøde i dag, fordi jeg tror på, at klubben har brug for ændringer i direktionen. Som resultat af det har jeg besluttet mig for at træde tilbage som præsident for Real Madrid, sagde Pérez dengang.

I 2009 stillede Pérez igen op til valg, og da han var den eneste der kunne fremskaffe den krævede garanti på €57.389.000 var han præsident for anden gang. Det fejrede han med historiens største transfervindue og indkøb af Cristiano Ronaldo, Kaká, Xabi Alonso, Karim Benzema, Raúl Albiol, Álvaro Arbeloa og Esteban Granero.

Af de foreløbige 899 kampe, er 584 ligakampe, 95 Copa del Rey, 12 i den spanske Super Cup, otte klub-VM, to Intetcontinental Cup, 192 i Champions League og seks i UEFA Super Cup. Det er blevet til 24 trofæer i fodbold-afdelingen af Real Madrid, mens det er blevet til 17 trofæer på basketball-siden. Han er kun overgået af Santiago Bernabéu, som nåede at sidde i klubbens højeste sæde til 1402 kampe.

Der er præsidentvalg igen i 2020, og her får Pérez muligvis modstand af Vicente Boluda.

Seneste artikler...