Odriozola: Sejren var et resultat af hårdt arbejde
Real Madrid har fornyet håbet hos de mange tilhængere, efter Zinedine Zidane formåede at hive en sejr i land, i sin første kamp efter sin tilbagevenden til Santiago Bernabéu. Det hævdede højrebacken Alvaro Odriozola, i et interview efter kampen mod Celta de Vigo i går lørdag d. 16. marts.
Det var Zidanes første gang tilbage på bænken, efter han erstattede Santiago Solari i mandags d. 11. marts. Franskmanden vandt på mål af midtbanespiller Isco Alarcón og angriber Gareth Bale.
Odrizola udtrykte ydermere i interviewet, at det er en kæmpe ære, at spille under Zidane, som han var stor fan af som barn.
- Da jeg var barn var han mit idol og nu er han min træner, så det er en drøm for mig.
- Han var en af de bedste spillere i historien og som træner, når han taler, ved han hvad han taler om.
Højrebacken nævnte også i interviewet, at de var meget glade for at have Zidane tilbage som træner i klubben, og beskrev den første sejr med Zidane ved roret således:
- Sejren var et resultat af hårdt arbejde i de sidste tre dage og det er en ny start for os.
Odriozola var ivrig efter at undgå spørgsmål om Zidanes overraskende startopstilling, som både bestod af Keylor Navas, Marcelo og Isco, der ellers ikke har været fast inventar på holdet i den indeværende sæson.
- Vi var ikke overraskede over start 11'eren.
- Vi er både klar til at spille og til ikke at spille, hvis det er det træneren beslutter, fordi vi kender kvaliteterne af vores trup.
Om fremtiden udtalte Odriozola at de må tage en dag ad gangen og ikke vurdere dem selv ud fra hvem der spiller og hvem der ikke gør. Højrebacken tilføjede, at de vil kæmpe til det sidste, fordi det er det der forventes af dem, og at sejren over Celta Vigo har givet dem fornyet håb, hvilke var nødvendigt.
- Efter en hård uge må vi se fremad og afslutte sæsonen med værdighed og stolthed.
- Vi er klar til at give os 100 procent hele tiden.
