Varane føler sig forbigået i Real Madrid

Ifølge spansk presse overvejer Raphaël Varane i øjeblikket at forlade Real Madrid til sommer og det skyldes angiveligt, at han føler at han mangler opbakning fra klubben i forhold til den flotte VM-titel, som han hentede med Frankrig i sommer.

For mens spillere som Griezmann, Lemar og Lucas blev vist frem på Wanda Metropolitano med en kopi af VM-trofæet og spillere som Dembéle, Umtiti, Rakitic og Vermaelen viste deres medaljer frem på Nou Camp, så er der blevet gået stille med dørene i Real Madrid, hvor man ikke på nogen måde har hædret Varane eller for den sags skyld Luka Modric for deres flotte VM-præstationer.

Og det er altså faldet Raphaël Varane for brystet i en sådan grad, at han nu overvejer at søge nye udfordringer andre steder.

Den 25-årige forsvarer kan da også vælge og vrage mellem klubber på de allerøverste hylder, idet Bayern München, Paris SG og Manchester United står klar til at forgylde ham og i en handel vil han med overvejende sandsynlighed blive den dyreste forsvarsspiller nogensinde, idet hans pris vurderes at være mere end 85 millioner €, som Liverpool betalte for Virgil Van Dijk i Southampton.

Seneste artikler...