Marca: Her er Real Madrids transferemner

Så blev det tid til at lege Football Manager for redaktionen på Marca. Det er efterhånden så klart som det kan være, at Real Madrid kommer til at bruge penge denne sommer - og mange af dem. Sæsonen er forløbet katastrofalt, og ledelsen tog det første skridt ved at genansætte Zidane, og give ham mere magt, end han havde i sin forrige periode.

Ifølge Marca kigger Real Madrid sig om efter spillere til både forsvar, midtbane og angreb, og der er kæmpenavne blandt buddene på, hvem der skal føre klubben tilbage til toppen allerede fra næste sæson.

Éder Militão blev som bekendt den første forstærkning til næste sæson, men mere vil som bekendt have mere, og Real Madrid er ikke færdige med at kigge efter spillere til centerforsvaret. Her melder Marca, at Ajax’ Matthijs De Ligt topper listen, som han også gør i en række andre europæiske topklubber, bl.a. Barcelona og Juventus. Man kunne også kigge mod Serie A, hvor Inters Milan Skriniar og Napolis Kalidou Koulibaly er interessante.

På venstre back har Marcelo set slidt ud i denne sæson, og spekulationer om hans fremtid gør, at man har radaren ude efter et alternativ på venstre back. Her er der ingen favorit, men spillere som Marcos Alonso, Jose Gaya, Alejandro Grimaldo og David Alaba nævnes.

Tidligere i dag kunne vi skrive om, at PSG øjner muligheden for at lokke Toni Kroos til byernes by, og selvom det er tvivlsomt om Zidane vil lade ham gå, melder Marca, at der kigges efter både en defensivt orienteret midtbanespiller og en offensivt orienteret midtbanespiller. Til den mere defensive rolle skulle Sergej Milinkovic-Savic, Thiago Alcantara, Miralem Pjanic og Paul Pogba være under luppen.

På den offensive midtbane er Christian Eriksen og Eden Hazard rangeret højest, mens Pablo Sarabia, Suso, Zaniolo og Kai Havertz er de mere betalelige emner.

Selvfølgelig skal Real Madrid også ud og kigge efter en angriber, og det er her det potentielt kan blive rigtig dyrt. Harry Kane, Kylian Mbappé og Neymar er de tre foretrukne, mens Mauro Icardi og Pierre-Emerick Aubameyang kommer i anden række. Luka Jovic skulle ligeledes være interessant.

Det eneste der er helt sikkert her, er at Marca skyder med spredehagl.

Seneste artikler...