AS: Zidane vil ikke have en revolution
Zinedine Zidane har allerede lagt planer for næste sæson og Real Madrid-chefen vil hellere have evolution end revolution i truppen. Han mener, at størstedelen af truppen har rigeligt med kvalitet til at spille for Real Madrid, men der skal foretages et par ændringer.
Den første spiller er allerede købt ind til forsvaret, men tiden vil vise om Éder Militão skal overtage Nachos plads i truppen, som tredjevalg i centerforsvaret, eller om han skal erstatte Raphaël Varane, som overvejer sin fremtid i den spanske hovedstad. Der skal dog et bud på vel over €100 millioner til før Pérez overhovedet gider at overveje at sælge franskmanden.
Der står stadig et spørgsmålstegn ved Marcelo. Zidane er fan, men Sergio Reguilóns spil, sammen med Marcelos mulige ønske om at prøve en anden liga af, skal også tages med i ligningen.
Midtbanen er der hvor Zidane har mest arbejde at gå i gang med. Kovacic, som er udlejet til Chelsea, må forventes at blive solgt. Han forlod ikke klubben på en god måde, og har udtrykt ønske om at blive i Chelsea. Om det lige bliver Chelsea er dog uvist, grundet deres transferkarantæne.
Zidane har aldrig været fan af Marcos Llorente, men denne sæsons præstationer kan meget vel have ændret trænerens holdning til ham. Casemiro har, ligesom resten af holdet, spillet under sit vanlige niveau i denne sæson, hvilket har fået Madrid til at interessere sig for Lyons Tanguy Ndombélé. Pogba er også blevet nævnt, men han kan vise sig at være for dyr, når man også skal forstærke den forreste kæde.
Meget afhænger af Isco. Zidane kan godt lide ham, men både ledelsen og hans holdkammerater er sure over måden han håndterede modgangen under Solari på. Det forlyder at klubben vil lytte til tilbud på Isco. James Rodriguez og Zinedine Zidane er ikke en god kombi, og colombianeren skal søge videre til sommer.
Pérez’ helt store ønske er Kylian Mbappé, men Zidanes hovedmål er Eden Hazard. For det første er Mbappé utrolig vanskelig lige nu, og selv hvis PSG vil lytte til tilbud, vil det komme til at kræve, at han bliver verdens dyreste fodboldspiller. Hazard går snart ind i sit sidste år af sin kontrakt i Chelsea og vil koste omkring en tredjedel af hvad Mbappé koster.
Zidane foretrækker, at der kun kommer én offensiv-spiller ind denne sommer, men der bliver måske plads til flere, hvis Gareth Bale bliver solgt. Det er ligeledes svært at se Mariano i en Real Madrid-trøje i næste sæson.
