Zidane nærer et godt øje til Raúl de Tomás
Raúl de Tomás har spillet en blændende sæson i den lille madrilenske forstadsklub Rayo Vallecano, hvor den spanske angriber står noteret for 13 mål i 28 LaLiga-kampe, hvilket er imponerende 38% af den lille Madrids-klubs 34 LaLiga-mål i indeværende sæson.
Rayo Vallecano kæmper ganske vist for overlevelse i den bedste spanske fodboldrække i et dramatisk nedrykningsdrama med syv spillerunder tilbage, hvor kun seks point adskiller nummer 19 (Rayo Vallecano) og 15 (Leganés) i tabellen, men dette ændrer imidlertid ikke på, at Raúl de Tomás har spillet en stærk sæson i den bedste spanske fodboldrække.
Den 24-årige angriber ligger i skrivende stund på en delt syvendeplads på topscorerlisten sammen med navne som Antoine Griezmann, Charles og Jaime Mata.
Derfor er Zinedine Zidane også blevet varm på at give angriberen en ny chance for at vise sig frem under Real Madrids pre-season frem mod sæsonen 2019/20, hvilket spanieren også var i fjor med Julen Lopetegui, men her valgt man som bekendt at satse på Mariano Díaz og udleje Raúl de Tomás.
AS mener at vide, at Zidane allerede skulle have givet Real Madrid grønt lys til at hente spanieren tilbage, da han efter sigende ikke ser de store perspektiver i Mariano Díaz, som meget vel kan blive et salgsemne i sommerens transfervindue.
Den madrilenske sportsavis kender imidlertid ikke til Raúl de Tomás' personlige fremtidsplaner, men avisen regner det alligevel for sikkert, at angriberen vil gribe chancen igen, hvis den byder sig.
