Zidane om Benzemas hattrick: Hans niveau overrasker mig ikke
Selvom Karim Benzema begejstrede Santiago Bernabéu med et flot hattrick i gårsdagens kamp og i tillæg har scoret otte mål i Real Madrids seneste fem kampe, skal der imidlertid mere til, før Zinedine Zidane bliver overrasket over den franske angribers kvaliteter.
- Benzema tror på sig selv og han ved, at man altid kan gøre tingene bedre, hvorfor han altid forsøger at forbedre sig, så det overrasker mig ikke, at han scorede et hattrick, indleder Real Madrid-træneren sin pressekonference ifølge marca.com.
- Han fik også god hjælp fra holdet i går, herunder Asensios indlæg og Vallejos tackling, der var fænomenal.
Bale fik ikke den varmeste velkomst af Real Madrids hjemmepublikum, da han blev skiftet ind til store mishagsytringer med 20 minutter tilbage kampen, hvilket Zidane var noget uforstående overfor på gårsdagens pressemøde efter kampen.
- Det ærgerlige er, at han havde en chance for at score og jeg havde gerne set Gareth putte bolden i nettet, siger franskmanden.
- Som jeg hele tiden har sagt, vil jeg ikke svare på spørgsmål om de enkelte spilleres fremtid, men jeg forstår ikke, hvorfor man valgte at pifte ad Bale og klappe af Isco.
Zidane knyttede også en kommentar til Brahim, der ikke har fået ret meget spilletid indeværende sæson.
- Brahim er god, men det vidste jeg allerede. Jeg kan godt lide, at han søger mod mål, når han har bolden, bruger begge fødder og spiller godt sammen med sine holdkammerater, siger Zidane om den unge spanier, der ikke er blevet levnet mange chancer på banen i sin første halve sæson i Real Madrid.
- Og ligesom Gareth, så var det også ærgerligt, at han ikke scorede på den chance, som han havde.
