Utålmodig Zidane presser på for Pogba
Zinedine Zidane er utålmodig efter at få Paul Pogba sikret til den kommende sæson og ifølge spansk presse lægger han pres på Real Madrid for at få et gennembrud i transfer-sagen.
Real Madrid har dog ikke samme hastværk som træneren, idet man er bevidste om at man står over for svære forhandlinger, såvel med Manchester United som med Pogbas utilregnelige agent, Mino Raiola.
Derfor ønsker man at gå til sagen med allerstørste forsigtighed og første udfordring er prisen, som let kan havne i omegnen af 200 millioner €, hvilket Real Madrid ikke er indstillet på at betale for ham.
Real Madrid vil maksimalt betale 150 millioner € for franskmanden, som samtidig skal være villig til at gå ned i løn og det skal han angiveligt være klar til. I hvert fald melder engelske The Independent, at Paul Pogba er nærmest desperat for at få lov til at skifte til den spanske hovedstad.
Men noget tyder på, at Zinedine Zidane må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
