Zidane på dagens pressemøde om sommerens aktiviteter: Der kommer ændringer, men der vil også være gengangere

Zinedine Zidane har allerede bebudet, at der kommer til at ske ting og sager i Real Madrid i sommerens transfervindue, men man skal imidlertid ikke forvente den helt store udrensning, hvis man skal tro franskmandens ord på dagens pressemøde forud for morgendagens kamp mod Villarreal.

- Der kommer til at ske ændringer i sommerens transfervindue, men der også mange af de nuværende spillere, der stadig har en fremtid her, fastslår Zidane indledningsvis på dagens pressemøde ifølge marca.com.

- Ligesom fansene er de samme, så kommer der også til at være mange gengangere fra denne sæsons trup, og vi skal stå sammen.

- Vi har tre kampe tilbage, som vi skal få det bedste ud af. Jeg var vred den anden dag, men har det bedre nu. Nogle gange går tingene bare ikke ens vej, som tilfældet var den anden dag.

Iker Casillas, der har en fortid sammen med Zidane i Real Madrid, blev tidligere på uge ramt af et hjerteanfald, hvorfor den legendariske Real Madrid-målmands fodboldkarriere er slut, men han kom heldigvis ud med livet i behold.

- Jeg har været i kontakt med ham og fra de beskeder, som jeg har modtaget, virker det til, at han ved godt mod, siger Zidane og uddyber om sin tidligere holdkammerat:

- Han har det bedre og nu handler det udelukkende om, at han skal have noget ro, så han kan komme sig helt.

Paul Pogba er en af de spillere, der har været sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid i sommerens transfervindue, hvilket i høj grad skyldes, at Zidane flere gange har talt i lovprisende vendinger om sin franske landsmand, men Real Madrids træner vil imidlertid ikke have skyld for rygterne, da han blot roste en dygtig spiller.

- Jeg sagde, at Pogba er en god spiller – det kunne jeg sige om mange andre spillere, siger Zidane og tilføjer:

- Jeg sagde ikke, at vi havde planer om at hente ham, men han er en meget god spiller og vi må se, hvad der sker i sommerens transfervindue, når sæsonen er forbi.

Vinicius Jr. er tilbage på træningsbanen og klar til at blive udtaget til morgendagens kamp.

- Vinicius træner meget bedre og er klar til at blive inkluderet i truppen, siger Real Madrids franske træner og fortsætter:

- Han havde brug for to uger, da han nu er i en meget bedre fysisk forfatning. Han er stadig kun 18 år. Han er meget god, en vigtig spiller for dette holds fremtid og for de kommende sæsoner.

Seneste artikler...