Sport Bild: James kan sende Neymar til Real Madrid
Ifølge tyske Sport Bild kan James Rodríguez blive den nøgleperson, som skaffer Neymar til den spanske hovedstad.
Avisen kan fortælle, at colombianeren har fortalt sine holdkammerater i Bayern München, at det er meget sandsynligt, at han skifter til Paris SG i den kommende sæson og samtidig menes det, at den franske hovedstadsklub efterfølgende vil være villige til at lade Neymar gå.
Brasilianeren er ikke voldsomt populær i det franske i øjeblikket, men det betyder ikke, at Paris SG har til hensigt at lade Neymar gå for en skilling. Således mener Sport Bild at vide, at man forlanger i omegnen af 350 millioner € for Neymar.
Her mener Sport Bild også, at det er en pris, som Florentino Pérez skal være klar til at betale, hvilket man nok godt kan stille sig tvivlende over for, om end interessen for Neymar givetvis er til stede.
