Bales agent: Han vil gerne blive, men Zidane har andre planer

Jonathan Barnett fortsætter med at påstå, gennem pressen, at Gareth Bale ingen intentioner har om at forlade Real Madrid, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at han ikke indgår i Zinedine Zidanes fremtidige planer, hvor franskmanden senest udlod ham af kamptruppen mod Villarreal.

- Jeg er ikke sikker på, at Zidane ønsker, at han bliver, men det er Gareth's ønske i øjeblikket, siger Barnett ifølge marca.com i et interview med Sky Sports og uddyber:

- Han har en god kontrakt, og han fortsætter gladeligt kontraktperioden ud frem til 2022.

Fodbold er et spil, der afføder forskellige holdninger, og Bales agent har aldrig lagt skjul på, at han anseer sin klient for at være en af verdens bedste fodboldspillere, om end han ikke vil kritisere Zidane for at have en eventuel anden holdning.

- Han har været og er, i mine øjne, en af verdens tre eller fire bedste spillere. Zidane ser anderledes på det, og det er hans mening, hvilket jeg ikke vil kritisere ham for.

Ifølge Marca har Zidane allerede fortalt Bale, at han ikke har en fremtid i Real Madrid, men det kan alligevel blive svært for Real Madrid at finde bejlere til waliseren, der er villige til at betale hans årsløn på 17 millioner euro.

Seneste artikler...