Rodrygo-handel tog blot 20 minutter
For knap et år siden blev Rodrygo købt fri af Santos og det var på et tidspunkt, hvor der ellers var rift om stortalentet, men da Real Madrid henvendte sig gik der blot tyve minutter til en aftale var på plads.
Klubber som Juventus, Paris SG og Barcelona var voldsomt interesserede og især sidstnævnte klub var langt fremme, men en hurtig handling fra Real Madrids chef-scout Juni Calafat, hvor han fik sat en telefon-samtale op mellem Santos-præsident José Carlos Peres og Real Madrid-præsident Florentino Pérez ændrede det hele og i løbet af blot 20 minutter var alt på plads.
En del af grunden skyldtes Santos´ modvilje mod at lave en ny handel med Barcelona efter cataloniernes uhørte behandling af Santos i forbindelse med købet af Neymar, men samtidig var Rodrygo også indstillet på at droppe forhandlingerne med alle andre klubber, da Real Madrid henvendte sig.
Derfor tog det blot tyve minutter at blive enige om en handel til 45 millioner € for det brasilianske stortalent.
