MARCA: Marcelo bestemmer selv sin fremtid
Ferland Mendy synes at komme tættere og tættere på Real Madrid. Det franske landshold holder i dag en fridag ovenpå gårsdagens fiasko, hvor Mendy spillede anden halvleg, og dermed er der plads til, at venstre backen kan undergå et lægetjek, som vil sætte gang i handlen til en værdi af €50 millioner.
Dette beløb tyder på, at han købes ind til startopstillingen, og det giver, ifølge Marca, Marcelo ‘carte blanche’ til selv at bestemme sin fremtid. Brasilianeren tiltænkes nemlig en bænkplads og det er endnu uvist om det er en rolle, han er klar på at acceptere.
Klubben vil ære en legende ved at respektere det ønske, som han skulle have. Én af mulighederne for Marcelo, hvis han beslutter sig for at smutte, er Juventus, hvor hans gamle legekammerat Cristiano Ronaldo venter på ham.
Sergio Reguilón venter ligeledes på Marcelos beslutning før han lader sig udleje, men Reguilón har før udtalt, at han ønsker at blive og kæmpe for sin plads i Madrid.
Udover Mendy, Marcelo og Reguilón, har Real Madrid også Achraf Hakimi udlejet til Dortmund og Theo Hernández, som vender tilbage til klubben denne sommer.
