Zidane vil give Vinícius vigtig rolle
Spansk presse spekulerede forleden i, at Zinedine Zidane skulle være i tvivl om Vinícius Junior til den kommende sæson og med de mange offensive indkøb, som er i støbeskeen, kan man godt forstå tvivlen.
Men nu melder Marca, at der er planer i Real Madrid med brasilianeren i den kommende sæson, som får en vigtig rolle i samspillet med Eden Hazard og faktisk vil Zidane forsøge at gøre Vinícius Junior til en nøglespiller.
Det vil kræve en del tilvænning for Vinícius, for Eden Hazard får også sit udgangspunkt i banens venstre side og derfor har man i de seneste uger arbejdet meget med at spille brasilianeren ind på højrekanten og det har han taget vel imod.
Tanken er, at Real Madrids angreb skal være bevægeligt og lynende hurtigt og her får Hazard og Vinícius en vigtig rolle, som man skal finpudse under optakten til den kommende sæson.
