50.000 tilskuere til præsentation af Eden Hazard
Der var lagt op til, at det skulle være en stor begivenhed, da Eden Hazard her til aften skulle præsenteres på Santiago Bernabéu. I modsætning til Jovic og Ferland Mendys præsentationer, som, for serberes vedkommende lå klokken 13, og for franskmandens vedkommende kommer til at være klokken 13, skulle Hazards præsentation foregå klokken 19, så flest mulig Madridistas kunne nå frem til stadion og hilse den nye stjerne velkommen.
Og allerede klokken 17:30 var gaderne foran Santiago Bernabéu så småt ved at blive fyldt op af spændte fans, der ville være de første til at hylde den 28-årige belgier.
I alt kom der ifølge spanske medier 50.000 tilskuere til Eden Hazards præsentation, hvilket gør det til den tredjestørste præsentation af en ny spiller på Bernabéu, efter Cristiano Ronaldos i 2009, hvor der kom 70.000, og Kakás samme år, hvor der var mødt 55.000 tilskuere op.
Det gjorde samtidig præsentation til den sjette mest besøgte i verdenshistorien. Listen ser ifølge AS således ud:
1. Cristiano Ronaldo: 70.000
2. Diego Maradona: 65.000
3. Zlatan Ibrahimovic: 60.000
4. Neymar: 57.000
5. Kaká: 55.000
6. Eden Hazard: 50.000
7. Fernando Torres: 50.000
8. Carlos Tevez: 45.000
9. James Rodríguez: 36.000
10. David Villa: 35.000
