Ceballos spillede vigtig rolle i Spaniens U21-sejr over Polen
Efter Spaniens U21-landshold gav Polen en omgang gammeldags klø i gårsdagens U21 EM-kamp, har de unge spaniere sikret sig en plads i turneringens semifinale.
Sejren over Polen sikrede ikke kun Spanien en plads i semifinalen, sejren betød nemlig også, at landet er sikret en plads til de kommende Olympiske Lege i 2020, som skal afholdes i Tokyo.
Real Madrids Dani Ceballos spillede en afgørende rolle i gårsdagens kamp, da han både scorede og leverede en assist.
Spanierne dominerede kampen og deres pres i angrebet resulterede i scoringen til 1-0 efter 17 minutter. Dette mål sørgede Pablo Fornals for, og 18 minutter efter kunne hans holdkammerat Mikel Oyarzabal, der blev sat op af Ceballos, bringe Spanien på 2-0. I 39. minut blev det så Fabián Ruiz Peñas tur til at score, og han bragte derfor Spanien på 3-0.
Målfesten stoppede dog ikke efter 1. halvleg. I 2. halvleg kunne Ceballos bringe sig på måltavlen, da han scorede på et fantastisk veludført frispark i 71. minut. Men scoringerne stoppede ikke her, i kampens sidste minut af den ordinære spilletid satte Borja Mayoral nemlig også bolden i netmaskerne, og sikrede dermed Spanien sejren på hele 5-0.
