Marca: Ajax vil have €65 millioner for Donny Van de Beek
Donny Van de Beeks flotte sæson med store præstationer mod bl.a. Real Madrid og Juventus har sat ham i forbindelse med nogle af Europas helt store adresser, og Real Madrid er, selvfølgelig, ingen undtagelse.
Hollænderen regnes som Plan B, hvis det ikke er muligt at skaffe Paul Pogba til den spanske hovedstad, hvor han skal afløse Marcos Llorente, som er solgt til Atlético Madrid, og Dani Ceballos, som fortsat forventes at blive solgt eller lejet ud. Han ønsker dog ikke selv at blive solgt.
Van de Beek er positiv omkring et skifte til Santiago Bernabéu, men klubben finder det vanskeligt at forhandle med Ajax. Amsterdam-klubben har intet behov for at sælge, da de allerede har tjent masser af penge på salget af Frenkie de Jong til FC Barcelona, og uden tvivl kan fylde lommerne yderligere, hvis Matthijs de Ligt som ventet skifter til Juventus eller en anden storklub.
Derfor har Ajax nu smækket et prisskilt på Van de Beek, som lyder på €65 millioner. Dette beløb ønsker Real Madrid at forhandle ned på €50 millioner, men også Paris Saint-Germain er med i kapløbet om hollænderens underskrift.
Vi er dog stadig i startfasen af et eventuelt køb af Van de Beek. Real Madrid afventer fortsat Paul Pogbas situation i Manchester United. Ifølge Marca vil Paul Pogba bede Manchester United om at facilitere hans afsked med klubben, når han vender tilbage fra ferie.
Donny Van de Beek scorede i sidste sæson 17 mål og lavede 13 assists for Ajax.
