Colombiansk kovending: Nu vil James kun til Napoli
Den spanske presse synes ikke at kunne blive enig med sig selv om, hvad der skal ske med James Rodríguez' fremtid. Den ene dag vil han til Atlético Madrid og den næste dag vil han til Napoli.
Den spanske sportsavis Marca erfarer dog, at den colombianske 10'er har valgt Napoli som sin næste fodbold-destination, efter den italienske klub har sendt repræsentanter til Madrid for at forhandle aftalen på plads med Real Madrid.
Avisen beretter videre, via La Gazetta dello Sport, at James har været i telefonisk kontakt med Carlo Ancelotti, hvor han har fortalt den italienske træner om sit endegyldige valg.
Rygterne går på, at Napoli kommer til at smide små 42 millioner euro i tre rater for den 27-årige colombianer, og handlen er angiveligt snart klar til at blive offentliggjort.
