Real Madrid forstår at sælge spillere dyrt

Real Madrid er gennem flere årtier blevet betegnet som en køber-klub, men måske er prædikatet sælger-klub mere passende.

I hvert fald har Real Madrid siden sæsonen 2013/14 solgt spillere langt dyrere end de var vurderet af den ofte benyttede hjemmeside Transfermarkt.com, som via statistik mv. prissætter spillere.

I sæsonen 2013/14 solgte Real Madrid spillere som Özil, Higuaín, Albiol, Callejón og Pedro León og fik samlet set 20 millioner € mere i kassen end Transfermarkt vurderede spillerne til. Her var det især salget af Gonzalo Higuaín, som skæppede i kassen med 9 millioner € ekstra i forhold til de 30 millioner €, han blev vurderet til.

Dette salg blev dog markant overgået sæsonen efter, da Ángel di María blev solgt til Manchester United for 75 millioner €, men kun var vurderet til at være 50 millioner € værd.

Siden 2016 har Real Madrid indkasseret omkring 100 millioner € mere end spillerne var vurderet til. Salget af Álvaro Morata til Chelsea gav Real Madrid 22 millioner € ekstra i kassen, mens Cristiano Ronaldo gav 17 millioner € over den fastsatte værdi hos Transfermarkt.

Denne sommer har Real Madrid fået kritik for at sælge især Kovacic og Marcos Llorente for billigt, men faktisk har Real Madrid hentet 15 millioner € mere for kroaten, mens Atlético Madrid betalte 10 millioner € mere for Llorente.

Seneste artikler...