Forbes: Real Madrid er verdens mest værdifulde fodboldklub

Real Madrid er verdens mest værdifulde fodboldklub i 2019 med en værdi på 4,239 milliarder amerikanske dollars, svarende til mere end 28 milliarder kroner. Det skriver Forbes.

I deres rapport lægger Forbes vægt på Real Madrids kommercielle succes, og især klubbens sponsorater, tv-rettigheder, pengene fra det tredje Champions League-trofæ i streg og den nye kæmpe-aftale med Adidas, som indbringer Real Madrid 113 millioner dollars om året, plus 20% af holdets salg af merchandise, frem til juli 2028.

I rapporten bryder de Real Madrids værdi ned i fire punkter: Kampdage, broadcasting, kommercielle værdier og selve brandet.

Her er den kommercielle den største post med en værdi på 1,508 milliarder dollars. Derefter følger broadcasting, som repræsenterer 1,277 milliarder dollars i værdi, mens kampdage og brandet står for hhv. 729 og 725 millioner dollars.

På andenpladsen følger FC Barcelona, mens Manchester United runder top 3 af.

Hvis man tager andre sportsgrene med, falder Real Madrid til nummer tre. De overgås af Dallas Cowboys fra den amerikanske NFL og New York Yankees fra MLB.

Seneste artikler...