Hazard: La Liga-premiere eller ikke?

Det er nu to dage siden, Eden Hazard blev genforenet med resten af truppen, efter han har været en del af Belgiens hold under landsholdspausen. Hazard er ikke bare Belgiens talisman, men også Roberto Martínez' foretrukne kaptajn. Han spiller en væsentlig rolle i omklædningsrummet, hvilket også var en af årsagerne til, han var udtaget til kampene mod henholdvis Danmark og Island.

Denne landsholdspause fandt sted på samme tidspunkt som Real Madrids optakts-sæson, hvilket stiller flere spørgsmål, eftersom Hazard ikke fik minutter i benene under nogen af Belgiens kampe.

Det er derfor op til Zidane, hvordan han vil gribe tingene an. Skal Hazard direkte ind på holdkortet mod Real Sociedad, eller bør man give ham tid til at få fodfæste i truppen og sikre, han er fysisk parat?

Roberto Martínez har meldt klart ud, at Hazard endnu ikke er klar til kamp. Ifølge landstræneren, mangler den lille belgier kamptræning for at kunne udleve sit fulde potentiale. Han påpeger endvidere, at belgierens ankelskade skulle være under kontrol. Det strider dog imod hvad man oplevede til Hazards første træning i Madrid for 20/21 sæsonen. Den pågældende træning stod nemlig på fysioterapi og en tur i fitness, fordi den ankelskade han pådrog sig i Chelseatiden, stadig har stor indflydelse på ham.

Med fem dage til premierekampen mod Real Sociedad, er det stadig uklart hvorvidt det bliver med Hazard på banen. Spørger man Roberto Martínez, mangler belgieren mellem 45-60 dages træning, før han bør komme i aktion.

Zidane udtalte sidste år i forlængelse af Hazards ankomst, at han nok hurtigt skulle tilpasse sig, fordi han er den spiller, han nu engang er. Hazard startede sæsonen ud med en muskelskade, men var efter hans tilbagevenden en selvskrevet del af start 11'eren. Dog var kampen på Bernabéu mod PSG en stopklods for at tilpasse sig holdet, fordi han endnu engang måtte udgå med en langvarig skade.

Er Hazard klar til et forløb, der ligner det han gennemgik sidste år, eller bør man følge Roberto Martínez' anvisninger?

Det ved kun Zidane.

Seneste artikler...

Annonce