Chust og Arribas med igen

Real Madrids stærkt skadesplagede trup giver plads til to unge Canteranos, som man har store forventninger til i klubben.

Forsvareren Víctor Chust og offensivspilleren Sergio Arribas er således med i førsteholdstruppen igen og man håber, at de i løbet af en kort årrække kan bide sig fast for alvor.

Den 20-årige Víctor Chust betegnes i hvert fald som en spiller med mange lighedspunkter med Sergio Ramos. Uden at have en markant fysik, er han alligevel usvigeligt sikker i defensiven, hvor han med sin hurtighed, placeringsevne og tekniske færdigheder klarer de fleste udfordringer. Han havde en hovedrolle hos sidste sæsons Youth League-vindere, ligesom han også i en årrække har været fast mand på de forskellige spanske ungdoms-landshold.

Sergio Arribas har allerede fået sin debut på førsteholdet, hvilket skete i Real Madrids første kamp i anden spillerunde, hvor man besøgte Real Sociedad. Han var også en del af Youth League-mandskabet i sidste sæson og han var topscorer for Juvenil A-holdet, da Corona-krisen satte en stopper for ungdomsfodbold i Spanien. Han beskrives som en Martin Ødegaard-type, bare med flere afslutninger og tættere på målet.

Seneste artikler...

Annonce