Optakt: Shakhtar Donetsk - Real Madrid, Champions League, 5. spillerunde

Det har holdt hårdt, men i aften kan Real Madrid endegyldigt kvalificere sig videre i Champions League og dermed er alting, som det plejer at være, for siden første deltagelse i CL-turneringen i sæsonen 1995/96 har Real Madrid nemlig altid klaret den hurdle og det har ingen andre præsteret.

Men i en særdeles overkommelig pulje, blev det gjort unødvendigt spændende, idet man blot havde et point efter de første to kampe og det ene point blev endda hevet hjem med to scoringer i de sidste fem minutter. Først med kampene mod Inter og Arturo Vidal kom holdet på ret kurs og i aften kan man altså lægge kimen til videre kvalifikation og muligheden for selv at afgøre, om man vil have førstepladsen i gruppen.

Det kræver en sejr ude over Shakhtar Donetsk, som tog Real Madrid på sengen i det første opgør, men selv om Real Madrid har stort fravær til aftenens kamp, bør det blive til tre points og dermed en lille oprejsning for de seneste ugers slingrekurs i LaLiga.

Zinedine Zidane forventes at give chancen til Rodrygo, som var nærmest usynlig i weekendens opgør mod Alavés, men brasilianeren har dog et ganske fremragende mål-snit i Champions League, også selv om UEFA uforståeligt fratog ham scoringen til 0-2 ude mod Inter, men han får en ny mulighed i aften, hvor han forventes at starte i front sammen med tilbagevendte Benzema og Asensio.

For Shakhtar Donetsk står der også ganske meget på spil i aftenens kamp, idet man kan være på vej helt ud af europæisk fodbold med et nederlag og sådan så det bestemt ikke ud efter de første to spillerunder, hvor man lå på en delt førsteplads, men to store nederlag til Borussia Mönchengladbach har gjort det svært for ukrainerne, som også må undvære mange folk i aften.

Dagens kamp starter tidligt, nemlig allerede kl. 19.00. Den vises på TV3 Sport og efterfølgende er det Christian og Daniel, som tager en snak i podcast-studiet.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Lucas Vázquez, Varane, Nacho, Mendy, Casemiro, Kroos, Ødegaard, Asensio, Rodrygo, Benzema.

Seneste artikler...

Annonce