Zidane: Vi lukkede ikke kampen

Real Madrid sluttede ikke året af som håbet, da man i går aftes kun formåede at få uafgjort imod Elche. Zidane havde følgende at sige om resultatet efterfølgende:
- Min fornemmelse er ikke god, fordi vi havde chancer, og vi lukkede ikke kampen. Derefter, da den stod uafgjort, stillede de sig tilbage, og det blev besværligt. Jeg tror ikke, at det skyldtes for meget selvtillid, fordi vi vidste, hvad vi spillede for.

Marcelo fik sin første kamp i et stykke tid, og Marco Asensio fik igen chancen på venstrekanten, og Zidane udtrykte sin tilfredshed med de to:
- Jeg er tilfreds med Marcelo og Marco Asensio. Jeg er glad for alle spillernes kamp og med dem, der spiller mindre.

Zidane foretog sine udskiftninger forholdsvis sent, hvor Fede Valverde og Eden Hazard først blev bragt ind til de sidste lidt over ti minutter, og Vinícius kom ind endnu senere. Zidane forklarer det således:
- Med udskiftningerne skal du være helt afklaret med, hvad du vil. Vi var ikke dårligere, og derfor ventede vi til slut. Med ændringerne gav vi ikke noget ekstra til holdet. Det er to tabte point, men vi må fortsætte.

Med resultatet er man nu to point efter Atlético Madrid i topstriden, som ovenikøbet har to kampe i hånden, men Zidane tror stadig på Real Madrids chancer:
- Atlético Madrid taber ikke, men La Liga er meget stærk. Der er lang vej tilbage, og alle hold kommer til at smide point.

Seneste artikler...

Annonce