Referat: Real Madrid - Getafe 2-0, LaLiga, 1. spillerunde
Hermed følger referat af kampen mod Getafe, LaLiga, 1. spillerunde:
Kort opsummering af kampen:
Grundet det store fravær til gårsdagens kamp, var det med en vis spænding og nervøsitet, at man så frem til den udsatte kamp fra 1. spillerunde mod Getafe. Det viste sig dog helt og aldeles grundløst, for Real Madrid vandt uden problemer med 2-0 i et opgør, som man havde fuldt styr på fra start til slut. Trods fravær var det dog en startopstilling med stort set lutter kendte navne. Kun Marvin Park var ny og den 20-årige midtbanespiller kom ind til sin officielle debut og viste faktisk gode takter og var herligt upåvirket af at spille første kamp. Zinedine Zidane overraskede endvidere ved at åbne op for lidt taktiske varianter i løbet af kampen, hvor eksempelvis Marcelo brød ud af rollen som venstre back og understøttede den centrale midtbane og det gjorde han faktisk meget fornuftigt, men Real Madrid skal fortsat kæmpe meget for sine scoringer, som kom i anden halvleg og igen var det mål med fransk islæt, idet Benzema og Ferland Mendy tegnede sig for de to træffere. Førstnævnte på et præcist oplæg fra Vinícius og sidstnævnte igangsatte selv angrebet, som førte til hans scoring på oplæg fra Marcelo. Defensivt var der fuldkommen styr på opgøret og det er glædeligt at se Nacho og Varane udgøre et sikkert makkerpar, også selv om det var på en billig baggrund. Således blev Getafe ikke noteret for et eneste forsøg på mål inden for målrammen og samlet havde man kun en enkelt afslutning.
Kampens spiller:
Man kunne godt få lyst til at pege på Marvin Park ud fra den betragtning, at det var dejligt endelig at se en Castilla-spiller få debut og så gå uimponeret til opgaven og byde sig til, men man kommer heller ikke uden om Ferland Mendy, som spillede en god kamp i forsvaret og aktivt bidrog til det offensive spil også.
Kampens badebold:
Hvad skal man gøre, når selv Vinícius og Marcelo spiller en godkendt kamp? Spøg til side. Det var faktisk godkendt over hele linjen, set ud fra de vanskelige vilkår, men badebolden kan gå til det faktum, at Real Madrid fortsat skal bruge mange chancer for at score mål. Således havde man 14 forsøg på mål i går. Fire inden for rammen, som altså resulterede i to mål.
Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Det handler om at bygge på og få nogle af alle de skadede spillere klar. Der er fortsat udsigt til en svær periode frem mod CL-kampene mod Atalanta, men den positive nyhed er at spillere som Fede Valverde og Rodrygo nærmer sig en klarmelding og de kan blive vigtige spillere frem mod sæsonafslutningen.